Andreas Heinz
Måske er der nogen der undrer sig over titlen. "Rosenkransen - vestkirkens Jesusbøn". Er rosenkransen ikke en bøn til Marias ære? Johannes Paul IIs rundskrivelse om rosenkransen hedder jo også: "Rosarium Virginis Mariae". Men netop dette pavelige dokument gør det Kristocentriske og kristologiske indhold i rosenkransen klart. Kort og træffende står der: "At bede rosenkransen er faktisk ikke andet end at betragte Kristi ansigt sammen med Maria" (nr 3).
Naturligvis er der stadig mange der betragter rosenkransen som en Mariabøn, og protestanter finder den en smule suspekt og ser i dens lange rækker af gentagne Hil dig, Maria'er en "typisk katolsk" overvurdering af Maria. I den tyske "Gotteslob" står rosenkransen under Mariabønner, medens den østkirkelige Jesusbøn står i afsnittet om bønner til Jesus. Forfatteren håber at den nye udgave der snart udkommer, vil lave om på dette, for også rosenkransen er Jesusbøn.
Østkirkens Jesusbøn
Den der kender den østkirkelige liturgi, behøver man ikke at forklare hvad Jesusbønnen er. Det drejer sig om en enkelt bøn, et udvidet Kyrie-råb. Den der beder Jesusbønnen gentager igen og igen: "Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig" eller "Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig synder". Østkirkens munke der har århundredelang erfaring med denne bøn anbefaler at man lader hele kroppen virke med i bønnen. Efterhånden tilpasser bønnen sig åndedrættets rytme. Når man ånder ind beder man: "Herre Jesus Kristus, Guds Søn," og under udåndingen: "forbarm dig over mig, synder".
Jesusbønnen hører til østkirkens skatte. Den der en gang har vandret fra kloster til kloster på det hellige bjerg Athos, har garanteret set munke sidde hensunket i bøn, halvhøjt mumlende hen for sig, medens de lod en bønskæde glide gennem fingrene.
Denne evige påkaldelse af Jesu navn, fører den bedende ind i Hans nærvær. Og dette nærvær har konsekvenser, det fører til, som Paulus udtrykker det: "" (Phil 2,5).
"En russisk pilgrims beretninger" (1883) har gjort Jesusbønnen kendt i store dele af vesten. Det er ikke forkert at vi vesterlandske kristne lader os berige af vor ortodokse søsterkirker, men bekendtskabet med østkirkens Jesusbøn kan og skal også åbne vore øjne for vor egen spirituelle tradition. Vi har jo i rosenkransen en parallel til Jesusbønnen, også selv om det ikke ser sådan ud ved første øjekast.
Ave Maria - Maria-hilsen og Kristus-pris
Grundlæggende set består rosenkransen af to elementer, nemlig Ave Maria der hele tiden gentages, og mysterierne, der er taget fra Jesu liv og frelseshistorie. Disse mysterier er en uundværlig del af rosenkransbønnen.
Lad os se lidt nærmere på begge disse elementer, især det stadigt gentagne "Ave Maria" synes at modsige teorien om rosenkransen som Jesusbøn. Her må vi imidlertid se lidt nærmere på denne bøn. Den er naturligvis ikke faldet ned fra himlen i færdig skikkelse, den består af en kombination af to bibelvers: Englen Gabriels hilsen til Maria (Luk 1,28) og Elisabeths hilsen til sin Herres Moder (Luk 1,42). Bønnen har endvidere en lang tradition både indenfor og udenfor liturgien. For vor forståelse af Ave Maria som Jesusbøn er det vigtigt at holde fast i dette bibelske og liturgiske udgangspunkt. Bønnens anvendelse i liturgien på Maria bebudelsesdag og i adventstiden understreger dens forbundethed med frelseshistorien. Hvert Ave Maria erindrer os om den frelsens stund hvor Logos - Ordet - blev kød og tog bolig iblandt os. Ave Maria begynder med en hilsen til Maria, men den bliver ikke stående ved Moderen, den går videre og når sit højdepunkt i hendes livs velsignede frugt. Allerede det stadigt gentagne Ave Maria er altså Jesusbøn. Så ofte som den bedende på en af rosenkransens perler beder sit "Hil dig, Maria," hilser han ikke kun Maria, men også hver gang Jesus Kristus, hendes livs frugt.
Endnu mere klart står rosenkransen for os som Jesusbøn, når vi medinddrager hemmelighederne - de indskud der lader os betragte forskellige scener fra Jesu liv.
Den ældste kendte rosenkrans der kombinerer disse to elementer, findes i en cistercienserindes bønnebog fra ca. 1300. I denne bønnebog fra klosteret Sankt Thomas an der Kyll, findes en urform af vores rosenkrans med ikke mindre end 100 hemmeligheder der gennemgår frelseshistorien fra jordens skabelse til Jesu genkomst i herlighed. Det hele beskrives som en taksigelse for menneskevordelsens nåderige gaver. Det er altså hvad der er og var den egentlige intention med rosenkransen. At være taksigelse for inkarnationens velgerninger imod os.
Denne form for bøn - med hundrede hemmeligheder - kræver imidlertid at man kan læse og skrive, så rosenkransen med meditation over Jesu liv blev først populær da der indenfor dominikanerordenen opstod rosenkransbroderskaber der forpligtede sig til at bede tre rosenkranse om ugen. I dette miljø udkrystalliserede de mysterier, vi kender, sig.
Rosenkrans og Jesusbøn
Måske er den bedste måde at komme til klarhed over de to bønsformer at betragte lighederne og forskellene mellem dem: I den østlige Jesusbøn er det som om den der beder, gennem den stadige gentagelse af den samme Jesus-påkaldelse, skuer ind i den forklarede Herres lysende, hvide lys. Ved rosenkransbønnen, vestens Jesusbøn, skue vi ind i det samme Jesuslys, men her er lyset ligesom spredt ud i hemmelighedernes regnbuefarver. I Johannes Paul IIs skrivelse om rosenkransen tager han det samme tema op og siger: "Det er enhver af Jesu disciples opgave og dermed også vor opgave at fæstne sine øjne på Jesu ansigt og deri se mysteriet i Hans almindelige og smertefulde vej af Hans menneskehed, indtil vi deri ser den guddommelige gnist der endegyldigt er åbenbaret i den Opstandnes herlighed ved Faderens højre" (Rosarium Virginis Mariae, 9).
For igen at citere den afdøde pave er rosenkransbøn i grunden intet andet end at "betragte Jesu ansigt sammen med Maria". Dette er i grunden begge bønners intention, de komplementerer hinanden, fordi de dybest set har en hel del til fælles. Den kendte ekseget Heinz Schürmann (+ 1999) har ret når han i sin bog Rosenkranz und Jesusgebet. Anleitung zum inneren Beten peger på disse fællestræks store økumeniske betydning og siger: "Hvis disse to søskende (rosenkransen og Jesusbønnen) ville finde lige stor indfødsret i øst- og vestkirken, ville det være et stort skridt på vejen til Kirkens fulde enhed."
Foredrag i anledning af 20 års-jubilæum for Pro Oriente i Salzburg – oversat af Charlotte Olden-Jørgensen
FAKTA-BOKS: Rosenkransens historie
Rosenkransbønnen har sin oprindelse i ørkenfædrenes tradition med at bede et bestemt antal bønner, gerne hundrede eller flere om dagen. Senere blev det skik i klostrene at de brødre der ikke var præster, bad Davids salmer - enten alle 150 eller 50 ad gangen. Hvis ikke de kunne læse, bad de det samme antal Fader vor. Det er også derfra det gamle danske ord Paternosterbånd stammer.
Da Ave Maria blev taget op som en bøn omkring 1200, kendte man kun den første halvdel der er taget fra Bibelen og består af englens hilsen: "Hil dig, Maria, fuld af nåde, Herren er med dig" og Elisabeths ord: "Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt". I begyndelsen blev den brugt som en hilsen på samme måde som det trefoldige Hellig. Navnet "Jesus" tilføjedes i løbet af det 13. århundrede. Den anden halvdel af bønnen, som vi kender den, udkrystalliseredes omkring 1514 og blev i 1568 optaget i det romerske breviar.
I løbet af det 14. og 15. århundrede tilføjede folk deres egne bønner efter "Jesus". Gennem tiderne har rosenkransen haft mange forskellige udformninger med forskelligt antal mysterier, og der eksisterer stadig mange variationer For eksempel Medjugorje-rosenkrans, rosenkrans til Jomfru Marias syv smerter og sr. Faustinas rosenkrans.
Den almindelige rosenkrans var i 1500-tallet en "hel" rosenkrans med 15 led adskilt af 15 større perler altså med et led for hver af de 15 mysterier, vi også kender i dag. Den indledtes med et vedhæng af et kors, 3 små og 1 større perle. Af denne rosenkrans udvikledes så den, de fleste kender i dag med 5 led adskilt af 5 større perler og den samme indledning.
