tirsdag den 28. maj 2019

Bønnen fra Fatima

Da Jomfru Maria viste sig for de tre hyrdebørn, Francisco, Jacinta og Lucia i Fatima i 1917, præsenterede hun sig som "Vor Frue af Rosenkransen". Hun indprentede børnene at de skulle bede rosenkransen hver dag og den 13. juli 1917 bad hun dem tilføje denne bøn efter hver dekade:

     Kære Jesus, tilgiv os vore synder! Bevar os fra helvedes ild!
     Før alle sjæle ind i Himlen, og hjælp især dem der trænger mest til din barmhjertighed.



Denne bøn blev godkendt i 1930.

Fra Ave Maria nummer 2. 2013

søndag den 26. maj 2019

Rosenkransens historie

    Rosenkransbønnen har sin oprindelse i traditionen med at bede et bestemt antal bønner. I klostrene bad de brødre der ikke var præster, Davids salmer - enten alle 150 eller 50 ad gangen. Hvis ikke de kunne læse, bad de det samme antal Fader vor.
    Da Ave Maria først vandt udbredelse som bøn omkring år 1200, brugte man kun den første halvdel der er taget fra Bibelen og består af engelens hilsen: Hil dig, Maria, fuld af nåde, Herren er med dig og Elisabeths ord: Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt. Her opstod også skikken med 50, 100 eller 150 Ave Maria'er som en populær andagtsform, og de kunne også være opdelt i grupper på ti (dekader).
     Den anden halvdel af bønnen, som vi kender den, fandt sin endelige form omkring 1514 og Ave Maria i den form, vi kender den i dag, blev optaget i det romerske breviar i 1568.

    I 1571 opfordrede pave Pius V alle kristne til at bede rosenkransen for sejr over tyrkerne. Det umulige skete, og den kristne flåde vandt over den overlegne tyrkiske i slaget ved Lepanto.
    Gennem tiderne har rosenkransen haft mange forskellige udformninger med forskelligt mange mysterier, og der eksisterer stadig mange variationer For eksempel Medjugorje-rosenkrans, rosenkrans til Jomfru Marias syv smerter og sr. Faustinas rosenkrans.




Dette er en forkortet og revideret udgave af kapitlet om 
rosenkransens historie fra bogen Rosenkransen, Katolsk Forlag 

lørdag den 1. december 2018

Bed rosenkransen i oktober


Pave Frans

Den Hellige Fader har besluttet at opfordre alle de troende i hele verden til at bede rosenkransen hver dag i oktober, der jo er rosenkransens måned. Derudover opfordrer han til at vi som Guds folk forener os i fællesskab og bod ved at bede den hellige Guds Moder og Ærkeenglen Michael for at beskytte Kirken fra Djævelen, som altid søger at splitte os fra Gud og hinanden.

    Paven opfordrer os altså til at afslutte rosenkransbønnen med den gamle Mariabøn Sub tuum præsidium, og Leo XIII's bøn til sankt Michael, ærkeenglen der beskytter os og hjælper i kampen mod ondskab (se Johannes' åbenbaring 12, 7-12).

     Paven opfordrer de troende i hele verden om at bede om, at den hellige Guds Moder må tage Kirken under sin beskyttende kappe for at bevare den mod angreb fra den onde, den store anklager, og på samme til gøre Kirken mere bevidst om den skyld, de vildfarelser, de fejl og de overgreb, som er blevet begået både nu og før i tiden og gøre den opsat på uden tøven at kæmpe for, at det onde ikke må sejre.


    Bønnen  "Sub tuum præsidium" lyder som følger:
Til din beskyttelse tager vi vor tilflugt, hellige Gudsmoder! Vend dig ikke bort fra os, når vi anråber dig i vor nød, men fri os altid ud af alle farer, du herlighedsfulde og velsignede Jomfru.
          (Bønnebogen s, 194)






     Leo XIIIs bøn om Ærkeengelen Michaels beskyttelse:
Hellige ærkeengel Mikael, forsvar os i striden, vær du vort værn mod djævelens ondskab og list. Ydmygt beder vi om, at Gud vil knægte ham.
Og du, himmelske hærfører: fordriv med guddommelig kraft Satan og de andre onde ånder, som til sjælenes ulykke strejfer omkring i verden, og kast dem i helvede.
Amen.                                                                    
(Bønnebogen s. 356)


Fra Ave Marias særnummer oktober 2018.
Kilde: vatican.va - 29. september 2018. 
Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen.

søndag den 1. marts 2015

Betragtning over rosenkransen

Pave Frans

Kære brødre og søstre,
I aften har vi sammen bedt rosenkransen; vi har genoplevet flere begivenheder på Jesu rejse sammen med vores mor, Maria, den der med en sikker hånd leder os til sin søn Jesus. I dag fejrer vi festen for Jomfru Marias besøg hos Elisabeth. Jeg vil gerne meditere over dette mysterium, som viser, hvordan Maria mødte livets udfordringer: med realisme, menneskelighed og aktivitet.
    Tre ord opsummerer Marias holdning: lytte, beslutte, handle. Det er ord, der viser os hvad vi skal gøre når vi står overfor det, Herren kræver af os her i livet: Lytte, beslutte, handle.

1. Lytte.
Hvorfor besøgte Maria sin slægtning Elisabeth? Guds engel havde sagt: "Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom" (Luk 1,36). Maria forstod at lytte til Gud. Det var ikke blot "at høre", men "at lytte", det vil sige ikke overfladisk, men med opmærksomhed, accept og åbenhed over for Gud.
    Maria lytter også til begivenhederne. Hun fortolker begivenhederne i sit liv, hun er opmærksom på virkeligheden og stopper ikke op ved overfladen, men går i dybden for at forstå betydningen. Hendes slægtning Elisabeth, der allerede er gammel, venter barn. Det er det, der sker, men Maria er opmærksom på betydningen af dette: "Intet er umuligt for Gud" (Luk 1,37).
    Dette gælder også i vores liv. Vi skal lytte til Gud, som taler til os, og lytte til vores daglige virkelighed, være opmærksomme på folk, på begivenheder, fordi Herren står ved døren og banker på på mange måder, Han giver os mulighed for at se det. Maria er den lyttende Mor, den der opmærksomt lytter til Gud og lige så opmærksomt lytter til begivenhederne i livet.

2. Beslutte
Maria levede ikke "hastigt", åndeløst, men som Lukas understreger, "gemte hun alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem" (jf. Luk 2,19-51).
    I det afgørende øjeblik ved englens bebudelse, spørger hun også: "Hvordan skal det gå til?" (Luk 1,34). Hun nøjes ikke med at overveje. Hun går et skridt videre. Hun beslutter. Hun lever ikke i hast, men "går med hast" når det er nødvendigt. Maria lader sig ikke trække med af begivenhederne; hun viger ikke af vejen for at træffe en beslutning. Og det både den grundlæggende beslutning, der ændrede hendes liv: "Jeg er Herrens tjenerinde" (jf. Luk 1,38), og de daglige beslutninger, rutinen, der også er fuld af mening. Episoden ved brylluppet i Kanar springer mig i øjnene (jf. Joh 2,1-11). Her ser vi realismen og menneskeligheden hos den praktiske Maria, som er opmærksom på begivenhederne og bemærker problemerne.
    Hun ser og forstår det unge ægtepars problemer. Hun tænker over det. Hun ved at Jesus kan gøre noget. Og hun beslutter sig for at bede sin søn gribe ind: "De har ikke mere vin" (Joh 2,3). Hun beslutter.
    Det er svært at træffe beslutninger. Vi har ofte en tendens til at udsætte det, til at lade andre bestemme. Ja ofte foretrækker vi at lade os lede af begivenhederne, at følge den herskende mode. Til tider ved vi hvad vi bør gøre, men vi har ikke mod til at gøre det, eller det forekommer os alt for vanskeligt at gå imod strømmen. I bebudelsen, ved besøgelsen og ved brylluppet i Kana går Maria mod strømmen.
    Maria går imod strømmen; hun lytter til Gud, hun reflekterer og søger at forstå virkeligheden og beslutter at overgive sig fuldstændig til Gud. Selv om hun er med barn, beslutter hun sig for at besøge sin ældre slægtning, og hun beslutter at betro sig til sin søn for at bevare glæden ved bryllupsfesten.

3. Handle
"Maria brød op og skyndte sig" (jf. Luk 1,39). På trods af de vanskeligheder og den kritik, hun ville møde på grund af sin beslutning om at tage af sted, kunne intet stoppe hende. Og hun "skyndte sig". I bøn, foran Gud, der taler, i overvejelser og meditation, er Maria ikke hastig, hun lader sig ikke rive med af øjeblikket, hun lader sig ikke lede af begivenhederne. Men når hun har indset hvad Gud beder hende om, hvad hun bør gøre, tøver hun ikke, men "skynder sig".
    Sankt Ambrosius siger: "Der er intet langsomt ved Helligånden" (Expos. Evang. sec. Lucam, II, 19. PL 15,1560). Marias handling var en konsekvens af hendes lydighed mod englens ord kombineret med velgørenhed. Hun tog til Elisabeth for at gøre sig nyttig. Hun forlod sit hjem, sig selv, af kærlighed. Hun medbragte det dyrebareste, hun havde: Jesus. Hun tog sin søn med.
    Nogen gange bliver vi ved det at lytte, at tænke over, hvad vi bør gøre. Ja, selv når vi har indset hvad vi bør gøre, skrider vi ikke til handling. Vi tør ikke sætte os selv på spil ved at "skynde os" til andre, for at bringe dem vores hjælp, vores forståelse, vores kærlighed; for ligesom Maria at bringe dem det dyrebareste vi har modtaget, Jesus og hans evangelium, i ord og frem for alt med vore handlingers håndgribelige vidnesbyrd.
    Maria, lyttende kvinde, åbn vore ører; lær os at lytte til din Søns ord blandt de tusindvis af ord i denne verden; giv, at vi kan lytte til den virkelighed, vi lever i, til enhver person, vi møder, især dem, der er fattige, i nød og i modgang.
    Maria, besluttende kvinde, oplys vort sind og vort hjerte, så vi uden tøven kan adlyde din Søn Jesus' ord; giv os mod til at beslutte ikke at lade os trække af sted, ikke at lade andre styre vores liv.
    Maria, handlingens kvinde, opnå, at vores hænder og fødder "skynder sig" til andre for at bringe dem din søn Jesus' barmhjertighed og kærlighed, for at bringe evangeliets lys til verden, som du gjorde.
    Amen.




Ved afslutningen af rosenkransens måned. Fredag 31. maj 2013
Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen efter:  www.vatican.va

søndag den 1. september 2013

Vor Frue af rosenkransen 7. oktober

    Grunden til at vi fejrer festen for vor Frue af rosenkransen den 7. oktober, og at oktober i det hele taget er kendt som rosnekransens måned, er historien om slaget ved Lepanto:
Den 7. oktober 1571, sejlede en kristen flåde, sammensat af skibe fra mange steder ud mod den tyrkiske flåde for at kæmpe om Cypern og i det hele taget om flådemagten i Middelhavet. Slaget fandt sted ved Lepanto i Middelhavet.
     Den kristne flåde var under ledelse af Don Juan af Østrig. Flåden var blevet organiseret og velsignet af pave Pius V. Inden flåden drog ud mod den frygtede tyrkiske flåde, bad alle rosenkransen sammen, og paven opfordrede også alle kristne til at bede rosenkransen dagligt for et heldigt udfald af slaget. Det utænkelige skete, og den kristne flåde vandt en overvældende sejr, hvor blandt andet ca. 12.000 kristne galejslaver blev befriet.
      Som en følge heraf blev den 7. oktober gjort til rosenkransens festdag.



mandag den 1. marts 2010

En historie om rosenkransen

Jim Castle var træt, da han gik ombord på flyet i Cincinnati i Ohio en sen aften i 1981. Den 45-årige kursuskonsulent havde haft en travl arbejdsuge med forretningsmøder og seminarer, og nu sank han lettet ned i sædet for at flyve hjem til Kansas City i Missouri.
    Efterhånden som flere passagerer kom til, fyldtes rummet af den summende lyd fra deres indbyrdes samtaler, blandet med lyden af bagage, der blev lagt på plads. Så pludselig faldt der ro over folk. Stilheden bredte sig op langs midtergangen som en usynlig kølvandsstribe efter en båd. Jim strakte hals for at se, hvad der foregik, og måbede af forbløffelse.
    To nonner klædt i enkle hvide dragter med blå kanter var på vej op ad midtergangen. Han genkendte straks den enes ansigt, hendes rynkede hud og varme intense blik. Det var et ansigt, han havde set i nyhedsudsendelser og på forsiden af nyhedsmagasinet Time.
    De to nonner standsede op, og da gik det op for Jim, at han skulle sidde ved siden af Moder Teresa! Mens de sidste passagerer fandt deres pladser, tog Moder Teresa og hendes ledsager deres rosenkranse frem. Jim bemærkede, at perlerne i hvert led havde deres egen farve.
    De enkelte led repræsenterede forskellige geografiske områder, fortalte Moder Teresa ham senere og tilføjede: ”Jeg beder for de fattige og døende på hvert kontinent.”
    Flyet kørte ud på startbanen, og de to kvinder begyndte at bede. Deres stemmer hørtes som en sagte mumlen. Selv om Jim betragtede sig selv som en ikke særlig troende katolik og hovedsagelig gik i kirke af gammel vane, begyndte han uden selv at forstå hvorfor at bede sammen med de to nonner. Netop som de havde udtalt de sidste ord i bønnen, var flyet nået op i den højde, hvor det fløj i normal marchhastighed. Moder Teresa vendte sig mod ham, og for første gang i sit liv forstod Jim, hvad folk mente med at sige om nogen, at de udstrålede en særlig aura.
    Da hun så på ham, blev han overvældet af en følelse af fred. Det var noget uhåndgribeligt, men ikke desto mindre lige så virkeligt, som når man mærker en varm sommerbrise.
    ”Unge mand,” spurgte hun, ”beder De ofte rosenkransen?"
    ”Nej, faktisk ikke,” indrømmede han.
    Hun tog hans hånd, mens hun så ham prøvende ind i øjnene. Så smilede hun.
    ”Det vil De gøre fra nu af,” sagde hun og lod sin rosenkrans falde ned i hans hånd.
    En time senere blev Jim hentet af sin kone Ruth i lufthavnen i Kansas City. ”Hvad i alverden skal det betyde?” spurgte hun, da hun bemærkede rosenkransen i hans hånd. De kyssede hinanden, og Jim fortalte om sit møde med Moder Teresa. På vejen hjem i bilen sagde han: ”Jeg følte det som om jeg var sammen med en sand Guds søster.”
    Ni måneder senere besøgte Jim og Ruth Connie, som de havde kendt i mange år.
    Connie betroede dem, at hun havde fået at vide, at hun havde kræft i æggestokkene. ”Lægen siger, at det er et alvorligt tilfælde,” sagde Connie, ”men jeg vil kæmpe for at blive rask. Jeg har ikke i sinde at give op.” Jim klappede hende på hånden. . Så stak han hånden ned i lommen og snoede blidt Moder Teresas rosenkrans om hendes fingre. Han fortalte hende historien og sagde: ”Behold den på dig, Connie. Det kan være, det hjælper.”
    Selv om Connie ikke var katolik, lukkede hendes hånd sig villigt om de små plasticperler. ”Tak,” hviskede hun. ”Jeg håber, jeg vil kunne give dig den tilbage.”    
    Der gik over et år, før Jim traf Connie igen. Denne gang strålede hendes ansigt af lykke. Hun skyndte sig hen til ham og rakte ham rosenkransen. ”Jeg havde den på mig hele året,” sagde hun. Jeg er blevet opereret og har også fået kemoterapi. For en måned siden var jeg til kontrol, og svulsten er forsvundet. Fuldstændig!” Hendes blik mødte Jims. ”Så vidste jeg, at tiden var inde til at give dig rosenkransen tilbage.”
    I efteråret 1987 blev Ruths søster Liz ramt af en alvorlig depression efter en skilsmisse. Hun spurgte Jim, om hun måtte låne rosenkransen, og da han sendte den til hende, hængte hun den op over hovedgærdet på sin seng i en lille fløjlspose. ”Om natten holdt jeg fast i den, holdt bare i bogstavelig forstand om den. Jeg var så ensom og bange,” fortæller hun, ”men når jeg greb fat i rosenkransen, var det som om jeg holdt en kærlig hånd i min.”
    Lidt efter lidt fik Liz styr på sit liv, og hun returnerede rosenkransen med posten. ”Andre kan få brug for den,” sagde hun.
    Så en aften i 1988 var der en fremmed, der ringede til Ruth. Hun havde hørt om rosenkransen af en nabo og spurgte, om hun kunne låne den til sin mor, der lå i koma på hospitalet. Familien håbede, at rosenkransen kunne hjælpe moderen til at dø i fred.
    Nogle få dage senere kom kvinden tilbage med rosenkransen. ”Sygeplejerskerne fortalte mig, at en patient i koma stadigvæk kan høre, hvad der bliver sagt,” sagde hun, ”så jeg forklarede mor, at jeg havde Moder Teresas rosenkrans, og at hun, når jeg gav hende den, roligt kunne give slip. Rosenkransen ville hjælpe hende, når den lå i hendes hånd. Straks så vi hendes ansigtstræk slappes. Rynkerne glattedes ud, og hun kom til at se så fredfyldt, så ung ud. Få minutter senere var hun død.”
    Kvinden trykkede Ruths hænder. ”Tak.”
    Er der en særlig kraft i disse uanselige perler? Eller er det den åndelig kraft i os selv, der bliver fornyet hos enhver, der låner denne rosenkrans? Det eneste, Jim ved, er, at folk bliver ved med at henvende sig, ofte helt uventet. Men når han låner rosenkransen ud, svarer han altid: ”Send den tilbage, når du ikke længere har brug for den. En anden kunne trænge til den.”
    Jims eget liv har også forandret sig, siden den dag han uventet mødte Moder Teresa i flyet. Da det gik op for ham, at Moder Teresa bærer rundt på alt, hvad hun ejer, i en lille taske, bestræbte han sig selv på at leve et enklere liv. ”Jeg prøver at huske på, hvad det er, der virkelig betyder noget – ikke penge eller materielle goder, men den måde, vi viser andre vores kærlighed på,” siger han.
Må Gud velsigne dig i rigt mål, må Guds Moder bede sin Søn om at overøse dig med nådegaver.
Hver gang vi giver afkald på noget, bliver vi rigeligt belønnet. Hver gang vi synder, får vi en chance til. Vi skal blot søge styrke i Guds nåde og stå fast i livets mange prøvelser!

Må Gud velsigne jer altid.




Kilde: http://douglawrence.wordpress.com/2008/08/21/a-true-rosary-story
  oversat af Torben Riis

mandag den 1. juni 2009

Barmhjertighedens rosenkrans

(Bedes hver dag kl. 15)

Korstegn.
Fader vor ...
Hil Dig, Maria ...
Trosbekendelsen (Jeg tror på ...)

På de store perler bedes:
Evige Far, vi frembærer for Dig din elskede Søns, Vor Herre Jesus Kristi Legeme og Blod, Sjæl og Guddommelighed for at sone vores synd, og hele verdens synd.

På de små perler:
For Hans smertefulde lidelses skyld hav barmhjertighed med os og med hele verden.

Til slut bedes tre gange:
Hellige Gud!
Hellige Almægtige Gud!
Hellige Udødelige Gud!
Hav barmhjertighed med os og hele verden.

Afsluttes med 3 gange:
Jesus, jeg har tillid til dig!


Hvis man ønsker at vide mere om Barmhjertighedens Rosenkrans og brugen af denne bøn, kan gratis hæfter hentes i de fleste katolske kirker.