Rosenkransen som et billede på Jomfru Maria

Det er Brittasommer - sådan kaldes en periode som denne i Sverige, med solrige, sommerlignende dage omkring Birgitta-festen den 7. oktober! (I Sverige fejres Birgitta af Vadstena nemlig på dagen for hendes helgenkåring, 7. oktober 1391, og ikke som i Danmark og resten af verden på hendes dødsdag 23. juli 1373). I Flandern og andre steder sydpå kalder man det Teresa-sommer, fordi disse smukke dage normalt falder omkring den 15. oktober, hvor den hellige Teresa af Ávila fejres. Hun er måske også lidt mere kendt der.

Noget helt andet er, at det er for lidt kendt for de fleste mennesker, at karmeliternes rosenkrans traditionelt ligner den birgittinske rosenkrans, idet den består af 63 perler fordelt på seks dekader (i stedet for de fem på den dominikanske rosenkrans, som er den mest almindelige i Kirken, eller syv som hos franciskanerne). Den hellige Birgitta (1303-1373) forstod i en af sine himmelske åbenbaringer, at Vor Frue havde levet præcis 63 år her på jorden. Da rosenkransen blev almindeligt udbredt i det 15. århundrede, blev den sandsynligvis blandt birgittinerne udformet sådan, at rosenkransen også skulle være et billede på Maria selv, med et "Hil dig, Maria" for hvert af hendes leveår.

De første tre perler (roser), hvor vi nu beder om forøget tro, styrket håb og opflammet kærlighed, er ifølge historiske vurderinger netop en arv fra birgittinerne. Hver dekade begynder med Fader vor, fortsætter med gentagelsen af englens hilsen og slutter - hvilket er den første mærkbare forskel - med trosbekendelsen, i alt syv afsnit, den korte indledning og derefter seks dekader med bedende fordybelse i Kristi liv. Det er her, det smukke, endnu mere marianske, dukker op. For med seks dekader er der jo brug for et ekstra mysterium:

Glædens mysterier begynder med en overvejelse af, hvordan Jesus bevarede sin mor fra arvesyndens skyld gennem hendes uplettede undfangelse, altså med frelseshistoriens egentlige begyndelse, som altid har haft stor betydning i karmeliternes fromhed.

Lysets mysterier har ingen middelalderlig tradition at falde tilbage på, men mange karmeliter har fundet det meningsfuldt som det allerførste mysterium at reflektere over, hvordan Jesus levede skjult i Josefs og Marias hjem, hvor han underkastede sig og voksede i yndest hos Gud og mennesker.

Smertens mysterier afsluttes med et allersidste mysterium, hvor Jesu legeme tages ned fra korset og lægges i moderens arme, et mysterium, som mange intuitivt elsker, og som i levende tro og kærlighed ømt og barmhjertigt omfavner det, der er så præget af sorg og lidelse.

Herlighedens mysterier afsluttes med et sidste mysterium, hvor karmeliterne overvejer, hvordan Jesus har givet os sin mor som vores særlige titel, mens birgittinerne overvejer Marias rolle i frelseshistorien og i nådens formidling (begge dele berører det, lære-embedet berører, når det taler om Maria som Kirkens Moder).

Det var formentlig i kontakt med birgittinerne, hvoraf en spansk gren blev grundlagt i begyndelsen af det 17. århundrede, at også uskoede karmeliter tog denne form for rosenkransbøn til sig, ikke mindst på grund af deres dybe hengivenhed til Marias ubesmittede undfangelse. Den hellige Bernadette Soubirous (1844-1879) bad med den slags rosenkrans med seks dekader, der sydpå normalt kaldes karmeliternes rosenkrans, men også vi her nordpå bør (måske i endnu højere grad) drage fordel af denne fælles arv fra birgittinerne.

Pointen er den nåde, der åbner sig for os, når vi i bøn betragter Jesu liv fra Marias perspektiv, sammen med hende, med hendes eksempel og forbøn. Karmeliterne forstår det kristne kald som et kald til på en måde at være hendes billede i verden, altså til altid at betragte Guds ord i hendes ånd, til at elske vores brødre med hendes eget hjerte og idet vi giver vores liv for dem også at bringe dem til Kristus.


Rosenkransen er en enkel bøn; tilgængelig under mange forskellige omstændigheder, og ofte fører den os også fremad. Den hellige Teresa selv vidner om dette, når hun skriver:

"En aften følte jeg mig så syg, at jeg ønskede at afstå fra indre bøn. Så tog jeg en rosenkrans for at beskæftige mig med mundtlig bøn, med det formål at forhindre at sindet kom til indre samling; selv om jeg udadtil havde trukket mig tilbage til et oratorium. Men når Herren vil det, er sådanne foranstaltninger ikke til megen nytte. Jeg havde kun været der i kort tid, da en åndelig henrykkelse kom over mig med en sådan kraft, at jeg ikke kunne modstå den"
 (Bogen om mit liv, 38,1).


Så vær hermed opfordret til at prøve den mindst én gang, og hvorfor ikke under en gåtur eller et andet dejligt øjeblik nu i denne fine Brittasommer, eller som de siger sydpå, Teresasommer!

Br. Clement af St. Gabriel OCD

Rosenkransen til Jomfru Marias syv smerter

   Den 15. september fejrer Kirken Jomfru Marias smerter. En særlig rosenkransandagt er knyttet til dagen, hvor vi mindes syv vigtige og smertelige begivenheder i Jomfru Marias liv. Andagten stammer fra middelalderen.
    Andagten til Jomfru Marias syv smerter består af en rosenkrans med syv led i stedet for fem, og kun syv Hil dig, Maria i hvert led. Der findes særlige rosenkranse til formålet. Mysterierne er erstattet af de syv vigtige og smertelige begivenheder i Jomfru Marias liv: Simeons profeti, flugten til Egypten, den 12-årige Jesus forsvinder tre dage i templet, mødet med Jesus på vejen til Golgatha, Jesu korsfæstelse, Jesus legeme tages ned fra korset og Jesu gravlæggelse.
    Under Maria-åbenbaringerne i Kibeho, (se Ave Maria nummer 3, 2022, side 5), gav hun en af seerne missionen at genoplive denne andagt i verden. Denne seer rejste derfor vidt omkring for at lære mennesker denne andagt. Selv blev hun dræbt i borgerkrigen i Rwanda.


Sådan beder man rosenkransen.

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Indledningsbøn
Min Gud, jeg ofrer denne rosenkrans til din ære, så jeg kan ære din hellige Moder, den salige Jomfru, så jeg kan dele og meditere over hendes lidelser. Ydmygt beder jeg dig om at give mig sand anger for mine synder.
Fader Vor, 3 Hil dig, Maria, Ære være Faderen


1. Simeons profeti (Luk 2,25-35)
I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

    Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
    For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk:
    Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: "Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag."
Fader Vor, 7 Hil dig Maria, Ære være Faderen

2. Flugten til Ægypten (Matt 2,13-15)
Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: "Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel." Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: "Fra Egypten kaldte jeg min søn."
Fader Vor, 7 Hil dig Maria, Ære være Faderen

3. Den 12-årige Jesus forsvinder tre dage i templet (Luk 2, 41-50)
Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: "Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige." Men han sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?" Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem.
Fader Vor, 7 Hil dig Maria, Ære være Faderen

4. Mødet med Jesus på vejen til Golgatha (Luk 2,34-35)
"Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag."
Fader Vor, 7 Hil dig Maria, Ære være Faderen

5. Jesu korsfæstelse (Joh 19, 25-27)
Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: "Kvinde, dér er din søn." Derpå sagde han til disciplen: "Dér er din mor." Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.
Fader Vor, 7 Hil dig Maria, Ære være Faderen

6. Jesu legeme nedtages fra korset. (Joh 19,38-40)
Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; og det tillod Pilatus. Josef kom så og tog Jesu legeme ned. Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse.
Fader Vor, 7 Hil dig Maria, Ære være Faderen

7. Jesu gravlæggelse (Joh 19,41-42)
På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden.
Fader Vor, 7 Hil dig Maria, Ære være Faderen


Afslutningsbøn
Martyrernes Dronning, dit hjerte led så meget. Jeg beder dig at du ved alle de tårer, som du udgød i disse forfærdelige og sorgfulde timer, må give mig og alle syndere i hele verden den fuldkomne angers nådegave.  Amen.
O Maria, undfanget uden synd, bed for os. 3 gange.
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Amen

Bønnen fra Fatima

Da Jomfru Maria viste sig for de tre hyrdebørn, Francisco, Jacinta og Lucia i Fatima i 1917, præsenterede hun sig som "Vor Frue af Rosenkransen". Hun indprentede børnene at de skulle bede rosenkransen hver dag og den 13. juli 1917 bad hun dem tilføje denne bøn efter hver dekade:

     Kære Jesus, tilgiv os vore synder! Bevar os fra helvedes ild!
     Før alle sjæle ind i Himlen, og hjælp især dem der trænger mest til din barmhjertighed.



Denne bøn blev godkendt i 1930.

Fra Ave Maria nummer 2. 2013

Rosenkransens historie

    Rosenkransbønnen har sin oprindelse i traditionen med at bede et bestemt antal bønner. I klostrene bad de brødre der ikke var præster, Davids salmer - enten alle 150 eller 50 ad gangen. Hvis ikke de kunne læse, bad de det samme antal Fader vor.
    Da Ave Maria først vandt udbredelse som bøn omkring år 1200, brugte man kun den første halvdel der er taget fra Bibelen og består af engelens hilsen: Hil dig, Maria, fuld af nåde, Herren er med dig og Elisabeths ord: Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt. Her opstod også skikken med 50, 100 eller 150 Ave Maria'er som en populær andagtsform, og de kunne også være opdelt i grupper på ti (dekader).
     Den anden halvdel af bønnen, som vi kender den, fandt sin endelige form omkring 1514 og Ave Maria i den form, vi kender den i dag, blev optaget i det romerske breviar i 1568.

    I 1571 opfordrede pave Pius V alle kristne til at bede rosenkransen for sejr over tyrkerne. Det umulige skete, og den kristne flåde vandt over den overlegne tyrkiske i slaget ved Lepanto.
    Gennem tiderne har rosenkransen haft mange forskellige udformninger med forskelligt mange mysterier, og der eksisterer stadig mange variationer For eksempel Medjugorje-rosenkrans, rosenkrans til Jomfru Marias syv smerter og sr. Faustinas rosenkrans.

Dette er en forkortet og revideret udgave af kapitlet om 

rosenkransens historie fra bogen Rosenkransen, Katolsk Forlag 

Bed rosenkransen i oktober

Pave Frans

Den Hellige Fader har besluttet at opfordre alle de troende i hele verden til at bede rosenkransen hver dag i oktober, der jo er rosenkransens måned. Derudover opfordrer han til at vi som Guds folk forener os i fællesskab og bod ved at bede den hellige Guds Moder og Ærkeenglen Michael for at beskytte Kirken fra Djævelen, som altid søger at splitte os fra Gud og hinanden.

    Paven opfordrer os altså til at afslutte rosenkransbønnen med den gamle Mariabøn Sub tuum præsidium, og Leo XIII's bøn til sankt Michael, ærkeenglen der beskytter os og hjælper i kampen mod ondskab (se Johannes' åbenbaring 12, 7-12).

     Paven opfordrer de troende i hele verden om at bede om, at den hellige Guds Moder må tage Kirken under sin beskyttende kappe for at bevare den mod angreb fra den onde, den store anklager, og på samme til gøre Kirken mere bevidst om den skyld, de vildfarelser, de fejl og de overgreb, som er blevet begået både nu og før i tiden og gøre den opsat på uden tøven at kæmpe for, at det onde ikke må sejre.


    Bønnen  "Sub tuum præsidium" lyder som følger:
Til din beskyttelse tager vi vor tilflugt, hellige Gudsmoder! Vend dig ikke bort fra os, når vi anråber dig i vor nød, men fri os altid ud af alle farer, du herlighedsfulde og velsignede Jomfru.

          (Bønnebogen s, 194)

     Leo XIIIs bøn om Ærkeengelen Michaels beskyttelse:

Hellige ærkeengel Mikael, forsvar os i striden, vær du vort værn mod djævelens ondskab og list. Ydmygt beder vi om, at Gud vil knægte ham.
Og du, himmelske hærfører: fordriv med guddommelig kraft Satan og de andre onde ånder, som til sjælenes ulykke strejfer omkring i verden, og kast dem i helvede.
Amen.                                                                    

(Bønnebogen s. 356)

Fra Ave Marias særnummer oktober 2018.

Kilde: vatican.va - 29. september 2018. 

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen.

Betragtning over rosenkransen

Pave Frans

Kære brødre og søstre,
I aften har vi sammen bedt rosenkransen; vi har genoplevet flere begivenheder på Jesu rejse sammen med vores mor, Maria, den der med en sikker hånd leder os til sin søn Jesus. I dag fejrer vi festen for Jomfru Marias besøg hos Elisabeth. Jeg vil gerne meditere over dette mysterium, som viser, hvordan Maria mødte livets udfordringer: med realisme, menneskelighed og aktivitet.
    Tre ord opsummerer Marias holdning: lytte, beslutte, handle. Det er ord, der viser os hvad vi skal gøre når vi står overfor det, Herren kræver af os her i livet: Lytte, beslutte, handle.

1. Lytte.
Hvorfor besøgte Maria sin slægtning Elisabeth? Guds engel havde sagt: "Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom" (Luk 1,36). Maria forstod at lytte til Gud. Det var ikke blot "at høre", men "at lytte", det vil sige ikke overfladisk, men med opmærksomhed, accept og åbenhed over for Gud.
    Maria lytter også til begivenhederne. Hun fortolker begivenhederne i sit liv, hun er opmærksom på virkeligheden og stopper ikke op ved overfladen, men går i dybden for at forstå betydningen. Hendes slægtning Elisabeth, der allerede er gammel, venter barn. Det er det, der sker, men Maria er opmærksom på betydningen af dette: "Intet er umuligt for Gud" (Luk 1,37).
    Dette gælder også i vores liv. Vi skal lytte til Gud, som taler til os, og lytte til vores daglige virkelighed, være opmærksomme på folk, på begivenheder, fordi Herren står ved døren og banker på på mange måder, Han giver os mulighed for at se det. Maria er den lyttende Mor, den der opmærksomt lytter til Gud og lige så opmærksomt lytter til begivenhederne i livet.

2. Beslutte
Maria levede ikke "hastigt", åndeløst, men som Lukas understreger, "gemte hun alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem" (jf. Luk 2,19-51).
    I det afgørende øjeblik ved englens bebudelse, spørger hun også: "Hvordan skal det gå til?" (Luk 1,34). Hun nøjes ikke med at overveje. Hun går et skridt videre. Hun beslutter. Hun lever ikke i hast, men "går med hast" når det er nødvendigt. Maria lader sig ikke trække med af begivenhederne; hun viger ikke af vejen for at træffe en beslutning. Og det både den grundlæggende beslutning, der ændrede hendes liv: "Jeg er Herrens tjenerinde" (jf. Luk 1,38), og de daglige beslutninger, rutinen, der også er fuld af mening. Episoden ved brylluppet i Kanar springer mig i øjnene (jf. Joh 2,1-11). Her ser vi realismen og menneskeligheden hos den praktiske Maria, som er opmærksom på begivenhederne og bemærker problemerne.
    Hun ser og forstår det unge ægtepars problemer. Hun tænker over det. Hun ved at Jesus kan gøre noget. Og hun beslutter sig for at bede sin søn gribe ind: "De har ikke mere vin" (Joh 2,3). Hun beslutter.
    Det er svært at træffe beslutninger. Vi har ofte en tendens til at udsætte det, til at lade andre bestemme. Ja ofte foretrækker vi at lade os lede af begivenhederne, at følge den herskende mode. Til tider ved vi hvad vi bør gøre, men vi har ikke mod til at gøre det, eller det forekommer os alt for vanskeligt at gå imod strømmen. I bebudelsen, ved besøgelsen og ved brylluppet i Kana går Maria mod strømmen.
    Maria går imod strømmen; hun lytter til Gud, hun reflekterer og søger at forstå virkeligheden og beslutter at overgive sig fuldstændig til Gud. Selv om hun er med barn, beslutter hun sig for at besøge sin ældre slægtning, og hun beslutter at betro sig til sin søn for at bevare glæden ved bryllupsfesten.

3. Handle
"Maria brød op og skyndte sig" (jf. Luk 1,39). På trods af de vanskeligheder og den kritik, hun ville møde på grund af sin beslutning om at tage af sted, kunne intet stoppe hende. Og hun "skyndte sig". I bøn, foran Gud, der taler, i overvejelser og meditation, er Maria ikke hastig, hun lader sig ikke rive med af øjeblikket, hun lader sig ikke lede af begivenhederne. Men når hun har indset hvad Gud beder hende om, hvad hun bør gøre, tøver hun ikke, men "skynder sig".
    Sankt Ambrosius siger: "Der er intet langsomt ved Helligånden" (Expos. Evang. sec. Lucam, II, 19. PL 15,1560). Marias handling var en konsekvens af hendes lydighed mod englens ord kombineret med velgørenhed. Hun tog til Elisabeth for at gøre sig nyttig. Hun forlod sit hjem, sig selv, af kærlighed. Hun medbragte det dyrebareste, hun havde: Jesus. Hun tog sin søn med.
    Nogen gange bliver vi ved det at lytte, at tænke over, hvad vi bør gøre. Ja, selv når vi har indset hvad vi bør gøre, skrider vi ikke til handling. Vi tør ikke sætte os selv på spil ved at "skynde os" til andre, for at bringe dem vores hjælp, vores forståelse, vores kærlighed; for ligesom Maria at bringe dem det dyrebareste vi har modtaget, Jesus og hans evangelium, i ord og frem for alt med vore handlingers håndgribelige vidnesbyrd.
    Maria, lyttende kvinde, åbn vore ører; lær os at lytte til din Søns ord blandt de tusindvis af ord i denne verden; giv, at vi kan lytte til den virkelighed, vi lever i, til enhver person, vi møder, især dem, der er fattige, i nød og i modgang.
    Maria, besluttende kvinde, oplys vort sind og vort hjerte, så vi uden tøven kan adlyde din Søn Jesus' ord; giv os mod til at beslutte ikke at lade os trække af sted, ikke at lade andre styre vores liv.
    Maria, handlingens kvinde, opnå, at vores hænder og fødder "skynder sig" til andre for at bringe dem din søn Jesus' barmhjertighed og kærlighed, for at bringe evangeliets lys til verden, som du gjorde.
    Amen.

Ved afslutningen af rosenkransens måned. Fredag 31. maj 2013

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen efter:  www.vatican.va

Vor Frue af rosenkransen 7. oktober

    Grunden til at vi fejrer festen for vor Frue af rosenkransen den 7. oktober, og at oktober i det hele taget er kendt som rosnekransens måned, er historien om slaget ved Lepanto:
Den 7. oktober 1571, sejlede en kristen flåde, sammensat af skibe fra mange steder ud mod den tyrkiske flåde for at kæmpe om Cypern og i det hele taget om flådemagten i Middelhavet. Slaget fandt sted ved Lepanto i Middelhavet.
     Den kristne flåde var under ledelse af Don Juan af Østrig. Flåden var blevet organiseret og velsignet af pave Pius V. Inden flåden drog ud mod den frygtede tyrkiske flåde, bad alle rosenkransen sammen, og paven opfordrede også alle kristne til at bede rosenkransen dagligt for et heldigt udfald af slaget. Det utænkelige skete, og den kristne flåde vandt en overvældende sejr, hvor blandt andet ca. 12.000 kristne galejslaver blev befriet.
      Som en følge heraf blev den 7. oktober gjort til rosenkransens festdag.