Tale før angelusbønnen søndag 1. oktober 2006
Kære brødre og søstre! I dag den første dag i oktober vil jeg især tale om to ting der kendetegner Kirken i oktober: Rosenkransbønnen og indsatsen for missionen. Den 7. oktober fejrer vi vor Frue af Rosenkransen. Det er som om Guds Moder hvert år på ny opfordrer os til at genopdage skønheden i denne enkelte og dog så dybe bøn. Den afholdte pave Johannes Paul II var en stor forkæmper for rosenkransen: Vi kan stadig se for vort indre øje hvordan han knælede med rosenkransen i hænderne, helt fordybet i betragtningen af Kristus. Et forbillede han i sin apostoliske skrivelse Rosarium Virginis Mariae (Jomfru Marias Rosenkrans) opfordrede os til at følge. Rosenkransen er en kontemplativ, kristus-centreret bøn, der ikke kan skilles fra meditation over Evangeliet. Det er den kristnes bøn når han i Kristi efterfølgelse er draget ud på troens pilgrimsrejse, den rejse hvor Maria går foran ham. Kære brødre og søstre, i denne måned vil jeg opfordre jer til at bede rosenkransen, i familien, i fællesskaber og menigheder, for pavens anliggender, for Kirkens mission og for freden i verden.
Oktober er også missionsmåneden. Vi fejrer verdensmissionssøndagen i denne måned. Kirken er i sit væsen missionerende. "Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer" (Joh 20,21), sagde den opstandne Jesus til apostlene i nadversalen. Kirkens sendelse viderefører Kristi sendelse: At bringe alle mennesker Guds kærlighed og forkynde den i ord og i konkret næstekærlighed. Apostelen Paulus skrev: "Kristi kærlighed tvinger os" (2 Kor 5,14). Måtte enhver kristen gøre disse ord til sine egne og frydefuldt erfare sig selv som en modig og ydmyg kærlighedens missionær, der hvor Forsynet har anbragt ham, idet han tjener sin næste uden bagtanker og i bønnen finder kraft til glad og virksom næstekærlighed.
Oversat og bearbejdet af Charlotte Olden-Jørgensen
