søndag den 1. september 2013

Vor Frue af rosenkransen 7. oktober

    Grunden til at vi fejrer festen for vor Frue af rosenkransen den 7. oktober, og at oktober i det hele taget er kendt som rosnekransens måned, er historien om slaget ved Lepanto:
Den 7. oktober 1571, sejlede en kristen flåde, sammensat af skibe fra mange steder ud mod den tyrkiske flåde for at kæmpe om Cypern og i det hele taget om flådemagten i Middelhavet. Slaget fandt sted ved Lepanto i Middelhavet.
     Den kristne flåde var under ledelse af Don Juan af Østrig. Flåden var blevet organiseret og velsignet af pave Pius V. Inden flåden drog ud mod den frygtede tyrkiske flåde, bad alle rosenkransen sammen, og paven opfordrede også alle kristne til at bede rosenkransen dagligt for et heldigt udfald af slaget. Det utænkelige skete, og den kristne flåde vandt en overvældende sejr, hvor blandt andet ca. 12.000 kristne galejslaver blev befriet.
      Som en følge heraf blev den 7. oktober gjort til rosenkransens festdag.



mandag den 1. marts 2010

En historie om rosenkransen

Jim Castle var træt, da han gik ombord på flyet i Cincinnati i Ohio en sen aften i 1981. Den 45-årige kursuskonsulent havde haft en travl arbejdsuge med forretningsmøder og seminarer, og nu sank han lettet ned i sædet for at flyve hjem til Kansas City i Missouri.
    Efterhånden som flere passagerer kom til, fyldtes rummet af den summende lyd fra deres indbyrdes samtaler, blandet med lyden af bagage, der blev lagt på plads. Så pludselig faldt der ro over folk. Stilheden bredte sig op langs midtergangen som en usynlig kølvandsstribe efter en båd. Jim strakte hals for at se, hvad der foregik, og måbede af forbløffelse.
    To nonner klædt i enkle hvide dragter med blå kanter var på vej op ad midtergangen. Han genkendte straks den enes ansigt, hendes rynkede hud og varme intense blik. Det var et ansigt, han havde set i nyhedsudsendelser og på forsiden af nyhedsmagasinet Time.
    De to nonner standsede op, og da gik det op for Jim, at han skulle sidde ved siden af Moder Teresa! Mens de sidste passagerer fandt deres pladser, tog Moder Teresa og hendes ledsager deres rosenkranse frem. Jim bemærkede, at perlerne i hvert led havde deres egen farve.
    De enkelte led repræsenterede forskellige geografiske områder, fortalte Moder Teresa ham senere og tilføjede: ”Jeg beder for de fattige og døende på hvert kontinent.”
    Flyet kørte ud på startbanen, og de to kvinder begyndte at bede. Deres stemmer hørtes som en sagte mumlen. Selv om Jim betragtede sig selv som en ikke særlig troende katolik og hovedsagelig gik i kirke af gammel vane, begyndte han uden selv at forstå hvorfor at bede sammen med de to nonner. Netop som de havde udtalt de sidste ord i bønnen, var flyet nået op i den højde, hvor det fløj i normal marchhastighed. Moder Teresa vendte sig mod ham, og for første gang i sit liv forstod Jim, hvad folk mente med at sige om nogen, at de udstrålede en særlig aura.
    Da hun så på ham, blev han overvældet af en følelse af fred. Det var noget uhåndgribeligt, men ikke desto mindre lige så virkeligt, som når man mærker en varm sommerbrise.
    ”Unge mand,” spurgte hun, ”beder De ofte rosenkransen?"
    ”Nej, faktisk ikke,” indrømmede han.
    Hun tog hans hånd, mens hun så ham prøvende ind i øjnene. Så smilede hun.
    ”Det vil De gøre fra nu af,” sagde hun og lod sin rosenkrans falde ned i hans hånd.
    En time senere blev Jim hentet af sin kone Ruth i lufthavnen i Kansas City. ”Hvad i alverden skal det betyde?” spurgte hun, da hun bemærkede rosenkransen i hans hånd. De kyssede hinanden, og Jim fortalte om sit møde med Moder Teresa. På vejen hjem i bilen sagde han: ”Jeg følte det som om jeg var sammen med en sand Guds søster.”
    Ni måneder senere besøgte Jim og Ruth Connie, som de havde kendt i mange år.
    Connie betroede dem, at hun havde fået at vide, at hun havde kræft i æggestokkene. ”Lægen siger, at det er et alvorligt tilfælde,” sagde Connie, ”men jeg vil kæmpe for at blive rask. Jeg har ikke i sinde at give op.” Jim klappede hende på hånden. . Så stak han hånden ned i lommen og snoede blidt Moder Teresas rosenkrans om hendes fingre. Han fortalte hende historien og sagde: ”Behold den på dig, Connie. Det kan være, det hjælper.”
    Selv om Connie ikke var katolik, lukkede hendes hånd sig villigt om de små plasticperler. ”Tak,” hviskede hun. ”Jeg håber, jeg vil kunne give dig den tilbage.”    
    Der gik over et år, før Jim traf Connie igen. Denne gang strålede hendes ansigt af lykke. Hun skyndte sig hen til ham og rakte ham rosenkransen. ”Jeg havde den på mig hele året,” sagde hun. Jeg er blevet opereret og har også fået kemoterapi. For en måned siden var jeg til kontrol, og svulsten er forsvundet. Fuldstændig!” Hendes blik mødte Jims. ”Så vidste jeg, at tiden var inde til at give dig rosenkransen tilbage.”
    I efteråret 1987 blev Ruths søster Liz ramt af en alvorlig depression efter en skilsmisse. Hun spurgte Jim, om hun måtte låne rosenkransen, og da han sendte den til hende, hængte hun den op over hovedgærdet på sin seng i en lille fløjlspose. ”Om natten holdt jeg fast i den, holdt bare i bogstavelig forstand om den. Jeg var så ensom og bange,” fortæller hun, ”men når jeg greb fat i rosenkransen, var det som om jeg holdt en kærlig hånd i min.”
    Lidt efter lidt fik Liz styr på sit liv, og hun returnerede rosenkransen med posten. ”Andre kan få brug for den,” sagde hun.
    Så en aften i 1988 var der en fremmed, der ringede til Ruth. Hun havde hørt om rosenkransen af en nabo og spurgte, om hun kunne låne den til sin mor, der lå i koma på hospitalet. Familien håbede, at rosenkransen kunne hjælpe moderen til at dø i fred.
    Nogle få dage senere kom kvinden tilbage med rosenkransen. ”Sygeplejerskerne fortalte mig, at en patient i koma stadigvæk kan høre, hvad der bliver sagt,” sagde hun, ”så jeg forklarede mor, at jeg havde Moder Teresas rosenkrans, og at hun, når jeg gav hende den, roligt kunne give slip. Rosenkransen ville hjælpe hende, når den lå i hendes hånd. Straks så vi hendes ansigtstræk slappes. Rynkerne glattedes ud, og hun kom til at se så fredfyldt, så ung ud. Få minutter senere var hun død.”
    Kvinden trykkede Ruths hænder. ”Tak.”
    Er der en særlig kraft i disse uanselige perler? Eller er det den åndelig kraft i os selv, der bliver fornyet hos enhver, der låner denne rosenkrans? Det eneste, Jim ved, er, at folk bliver ved med at henvende sig, ofte helt uventet. Men når han låner rosenkransen ud, svarer han altid: ”Send den tilbage, når du ikke længere har brug for den. En anden kunne trænge til den.”
    Jims eget liv har også forandret sig, siden den dag han uventet mødte Moder Teresa i flyet. Da det gik op for ham, at Moder Teresa bærer rundt på alt, hvad hun ejer, i en lille taske, bestræbte han sig selv på at leve et enklere liv. ”Jeg prøver at huske på, hvad det er, der virkelig betyder noget – ikke penge eller materielle goder, men den måde, vi viser andre vores kærlighed på,” siger han.
Må Gud velsigne dig i rigt mål, må Guds Moder bede sin Søn om at overøse dig med nådegaver.
Hver gang vi giver afkald på noget, bliver vi rigeligt belønnet. Hver gang vi synder, får vi en chance til. Vi skal blot søge styrke i Guds nåde og stå fast i livets mange prøvelser!

Må Gud velsigne jer altid.




Kilde: http://douglawrence.wordpress.com/2008/08/21/a-true-rosary-story
  oversat af Torben Riis

mandag den 1. juni 2009

Barmhjertighedens rosenkrans

(Bedes hver dag kl. 15)

Korstegn.
Fader vor ...
Hil Dig, Maria ...
Trosbekendelsen (Jeg tror på ...)

På de store perler bedes:
Evige Far, vi frembærer for Dig din elskede Søns, Vor Herre Jesus Kristi Legeme og Blod, Sjæl og Guddommelighed for at sone vores synd, og hele verdens synd.

På de små perler:
For Hans smertefulde lidelses skyld hav barmhjertighed med os og med hele verden.

Til slut bedes tre gange:
Hellige Gud!
Hellige Almægtige Gud!
Hellige Udødelige Gud!
Hav barmhjertighed med os og hele verden.

Afsluttes med 3 gange:
Jesus, jeg har tillid til dig!


Hvis man ønsker at vide mere om Barmhjertighedens Rosenkrans og brugen af denne bøn, kan gratis hæfter hentes i de fleste katolske kirker.

onsdag den 27. maj 2009

søndag den 1. marts 2009

Som et barn.

Den hellige Bernadette af Lourdes

Når det bliver aften, og du skal i seng og sove – tag så rosenkransen i dine hænder, og bed den, indtil du falder i søvn. Gør som børnene, når de falder i søvn og siger med alt svagere stemme: ”Mor, mor…..”
Jungfru Maria, nr. 3/2008
oversat af Anne Balleby

lørdag den 1. september 2007

Rosenkransens måned

Benedikt XVI
Tale før angelusbønnen søndag 1. oktober 2006

Kære brødre og søstre! I dag den første dag i oktober vil jeg især tale om to ting der kendetegner Kirken i oktober: Rosenkransbønnen og indsatsen for missionen. Den 7. oktober fejrer vi vor Frue af Rosenkransen. Det er som om Guds Moder hvert år på ny opfordrer os til at genopdage skønheden i denne enkelte og dog så dybe bøn. Den afholdte pave Johannes Paul II var en stor forkæmper for rosenkransen: Vi kan stadig se for vort indre øje hvordan han knælede med rosenkransen i hænderne, helt fordybet i betragtningen af Kristus. Et forbillede han i sin apostoliske skrivelse Rosarium Virginis Mariae (Jomfru Marias Rosenkrans) opfordrede os til at følge. Rosenkransen er en kontemplativ, kristus-centreret bøn, der ikke kan skilles fra meditation over Evangeliet. Det er den kristnes bøn når han i Kristi efterfølgelse er draget ud på troens pilgrimsrejse, den rejse hvor Maria går foran ham. Kære brødre og søstre, i denne måned vil jeg opfordre jer til at bede rosenkransen, i familien, i fællesskaber og menigheder, for pavens anliggender, for Kirkens mission og for freden i verden.

Oktober er også missionsmåneden. Vi fejrer verdensmissionssøndagen i denne måned. Kirken er i sit væsen missionerende. "Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer" (Joh 20,21), sagde den opstandne Jesus til apostlene i nadversalen. Kirkens sendelse viderefører Kristi sendelse: At bringe alle mennesker Guds kærlighed og forkynde den i ord og i konkret næstekærlighed. Apostelen Paulus skrev: "Kristi kærlighed tvinger os" (2 Kor 5,14). Måtte enhver kristen gøre disse ord til sine egne og frydefuldt erfare sig selv som en modig og ydmyg kærlighedens missionær, der hvor Forsynet har anbragt ham, idet han tjener sin næste uden bagtanker og i bønnen finder kraft til glad og virksom næstekærlighed.
Oversat og bearbejdet af Charlotte Olden-Jørgensen

fredag den 1. december 2006

Rosenkranse med seks led

August Ziggelaar S.J.

I Erlingshofen, nær Eichstätt i Bayern, har sognekirken Mariæ Besøgelse en smuk træskulptur af Maria som rosenkransens dronning. Ganske passende er Maria omgivet af en krans af roser, en rosenkrans. Hvad der menes med roser, viser det kartouche, der hænger nederst: Ave Maria, bønnen Hil dig, Maria. Billederne på denne gentagne bøn, roserne, afveksler med afbildnin ger fra Jesu lidelse, ligesom bønnen Fadervor skiller rosenkransens led. Men når man ser nærmere til, lægger man mærke til forskelle fra den rosenkrans, vi kender og beder. At den ukendte kunstner har skåret fem roser ud til hvert led, kan måske forstås ved, at der ikke var plads til de ti Hil dig Maria, som vi beder i hvert led. Til hvert led er der en engel, der respektfuldt peger mod Vor Frue, og de er seks engle, ligesom der er seks led. Vi kender nu til dags til flere former for rosenkrans, men de plejer at have fem led. Sådan var der altså ikke endnu på dette billede fra årene 1670 til 1680.
     Vi har et andet eksemplar af en gammel rosenkrans, fra slutningen af det sekstende århundre de, nemlig den hellige Peter Canisius' egen rosenkrans. Hvert led har ti små perler til Hil dig, Maria, sådan som vi kender det den dag i dag, adskilt af større perler til Fadervor, men der er seks led.
Så den hellige Peter Canisius har ved sin rosenkrans 3 + 6 x 10 = 63 gange hilst Guds Moder med sit Hil dig, Maria. Hvorfor?
     Fra gammel tid har man antaget, at Maria var femten år gammel, da hun fødte Jesus. Man har også sluttet af Evangelie-beretningerne, at Jesus levede 33 år i sit jordiske liv her på Jorden. Men hvor længe levede Vor Frue på jorden efter Jesu Himmelfart og indtil sin egen optagelse i himlen? Den hellige Birgitta fra Vadstena har i sine Åbenbarelser mange enkeltheder, der ikke står i Evangeliet. I Åbenbarelsernes syvende bog, det 26. kapitel fortæller Guds Moder den hellige Birgitta, at hun levede på Jorden femten år efter Jesu Himmelfart. 15 + 33 + 15= 63.
     Dette forklarer, hvorfor rosenkransen stadig begynder med tre enkelte Hil dig, Maria. Tysk tradition, efterfulgt af katolikker i Danmark, har gjort disse tre Hil dig, Maria til bønner om de tre dyder, der har Gud til genstand og motiv: ... Jesus, som forøge vor tro ... som styrke vort håb ... som opflamme vor kærlighed.
Tre og tres Hil dig, Maria blev måske for meget. Man må have glemt forbindelsen med Marias leveår, da man skar det sidste led bort. Man kunne også forkorte rosenkransen ved at bede fem Hil dig, Maria for hvert led. Det er måske, hvad kunstneren i Erlingshofen har gjort. Kan han have bedt 6 x 5 = 30 Hil dig, Maria for at hilse Maria i de år, som hun havde levet uden Jesus?
     De tre, nu fire gange fem mysterier, må være kommet i brug efter at han man havde mistet forbindelsen med Marias leveår. Rosenkransen blev mere en bøn om Jesu livs mysterier end om Marias leveår.