onsdag den 29. maj 2024

Maj er Jomfru Marias måned

    Maj måned varsler ny vækst, og siden middelalderen har Kirken forbundet maj måned med Maria, Guds Moder. Forårets spirende frugtbarhed blev synonym for forventning og håb for os mennesker i Guds skaberværk. I det 13. århundrede skrev den spanske konge Alfonso X digtet "Cantigas de Santa Maria" til hendes ære.
     I det 17. århundrede begyndte en ny skik i Verona i Italien, hvor man indviede hele maj måned til ære for den hellige Jomfru og kronede hende med en blomsterkrans og bad særlige bønner dedikeret til hende. Det blev efterhånden en tradition, som bredte sig til Rom, hvor Jesuitterne indførte den på deres kollegium som en slags renselsestid for de studerende. Skikken bredte sig i 1800-tallet videre til Frankrig og Belgien, og siden til hele den katolske kirke, hvor familier indretter et alter i hjemmet til ære for Jomfru Maria og pryder det med blomster og lys. Her holdes hver dag en andagt med rosenkransen, bønner og salmer, hvor man indvier sig og sin familie og menighed til Jomfru Maria og beder om hendes beskyttelse.
     Pave Paul Vl skrev i sin skrivelse "Mense Maio" i 1965, at maj, som Marias måned, er en god lejlighed til at indføje særlige bønner for fred i sin bøn til Vor Moder.

     En af de bønner, man kan bede, er denne:
Maria, kære moder og dronning, se, vi indvier denne dag til dig,
med al dens bøn og arbejde, besvær og glæde,
i forening med alt det, som dine børn i hele verden vil udføre til din ære.
Lad det blive en hæderskrans, som glæder dit moderhjerte.
Du, som drager omsorg for os, tænk på os og bed for os.
Lad os igen denne dag arbejde og kæmpe under din beskyttelse,
for at vi må blive værdige til din Søns nåde.
Amen. 


Susanne Viby

onsdag den 2. august 2023

Rosenkransen som et billede på Jomfru Maria

Det er Brittasommer - sådan kaldes en periode som denne i Sverige, med solrige, sommerlignende dage omkring Birgitta-festen den 7. oktober! (I Sverige fejres Birgitta af Vadstena nemlig på dagen for hendes helgenkåring, 7. oktober 1391, og ikke som i Danmark og resten af verden på hendes dødsdag 23. juli 1373). I Flandern og andre steder sydpå kalder man det Teresa-sommer, fordi disse smukke dage normalt falder omkring den 15. oktober, hvor den hellige Teresa af Ávila fejres. Hun er måske også lidt mere kendt der.

Noget helt andet er, at det er for lidt kendt for de fleste mennesker, at karmeliternes rosenkrans traditionelt ligner den birgittinske rosenkrans, idet den består af 63 perler fordelt på seks dekader (i stedet for de fem på den dominikanske rosenkrans, som er den mest almindelige i Kirken, eller syv som hos franciskanerne). Den hellige Birgitta (1303-1373) forstod i en af sine himmelske åbenbaringer, at Vor Frue havde levet præcis 63 år her på jorden. Da rosenkransen blev almindeligt udbredt i det 15. århundrede, blev den sandsynligvis blandt birgittinerne udformet sådan, at rosenkransen også skulle være et billede på Maria selv, med et "Hil dig, Maria" for hvert af hendes leveår.

De første tre perler (roser), hvor vi nu beder om forøget tro, styrket håb og opflammet kærlighed, er ifølge historiske vurderinger netop en arv fra birgittinerne. Hver dekade begynder med Fader vor, fortsætter med gentagelsen af englens hilsen og slutter - hvilket er den første mærkbare forskel - med trosbekendelsen, i alt syv afsnit, den korte indledning og derefter seks dekader med bedende fordybelse i Kristi liv. Det er her, det smukke, endnu mere marianske, dukker op. For med seks dekader er der jo brug for et ekstra mysterium:

Glædens mysterier begynder med en overvejelse af, hvordan Jesus bevarede sin mor fra arvesyndens skyld gennem hendes uplettede undfangelse, altså med frelseshistoriens egentlige begyndelse, som altid har haft stor betydning i karmeliternes fromhed.

Lysets mysterier har ingen middelalderlig tradition at falde tilbage på, men mange karmeliter har fundet det meningsfuldt som det allerførste mysterium at reflektere over, hvordan Jesus levede skjult i Josefs og Marias hjem, hvor han underkastede sig og voksede i yndest hos Gud og mennesker.

Smertens mysterier afsluttes med et allersidste mysterium, hvor Jesu legeme tages ned fra korset og lægges i moderens arme, et mysterium, som mange intuitivt elsker, og som i levende tro og kærlighed ømt og barmhjertigt omfavner det, der er så præget af sorg og lidelse.

Herlighedens mysterier afsluttes med et sidste mysterium, hvor karmeliterne overvejer, hvordan Jesus har givet os sin mor som vores særlige titel, mens birgittinerne overvejer Marias rolle i frelseshistorien og i nådens formidling (begge dele berører det, lære-embedet berører, når det taler om Maria som Kirkens Moder).

Det var formentlig i kontakt med birgittinerne, hvoraf en spansk gren blev grundlagt i begyndelsen af det 17. århundrede, at også uskoede karmeliter tog denne form for rosenkransbøn til sig, ikke mindst på grund af deres dybe hengivenhed til Marias ubesmittede undfangelse. Den hellige Bernadette Soubirous (1844-1879) bad med den slags rosenkrans med seks dekader, der sydpå normalt kaldes karmeliternes rosenkrans, men også vi her nordpå bør (måske i endnu højere grad) drage fordel af denne fælles arv fra birgittinerne.

Pointen er den nåde, der åbner sig for os, når vi i bøn betragter Jesu liv fra Marias perspektiv, sammen med hende, med hendes eksempel og forbøn. Karmeliterne forstår det kristne kald som et kald til på en måde at være hendes billede i verden, altså til altid at betragte Guds ord i hendes ånd, til at elske vores brødre med hendes eget hjerte og idet vi giver vores liv for dem også at bringe dem til Kristus.


Rosenkransen er en enkel bøn; tilgængelig under mange forskellige omstændigheder, og ofte fører den os også fremad. Den hellige Teresa selv vidner om dette, når hun skriver:

"En aften følte jeg mig så syg, at jeg ønskede at afstå fra indre bøn. Så tog jeg en rosenkrans for at beskæftige mig med mundtlig bøn, med det formål at forhindre at sindet kom til indre samling; selv om jeg udadtil havde trukket mig tilbage til et oratorium. Men når Herren vil det, er sådanne foranstaltninger ikke til megen nytte. Jeg havde kun været der i kort tid, da en åndelig henrykkelse kom over mig med en sådan kraft, at jeg ikke kunne modstå den"
 (Bogen om mit liv, 38,1).


Så vær hermed opfordret til at prøve den mindst én gang, og hvorfor ikke under en gåtur eller et andet dejligt øjeblik nu i denne fine Brittasommer, eller som de siger sydpå, Teresasommer!

Br. Clement af St. Gabriel OCD

onsdag den 14. september 2022

Rosenkransen til Jomfru Marias syv smerter

   Den 15. september fejrer Kirken Jomfru Marias smerter. En særlig rosenkransandagt er knyttet til dagen, hvor vi mindes syv vigtige og smertelige begivenheder i Jomfru Marias liv. Andagten stammer fra middelalderen.
    Andagten til Jomfru Marias syv smerter består af en rosenkrans med syv led i stedet for fem, og kun syv Hil dig, Maria i hvert led. Der findes særlige rosenkranse til formålet. Mysterierne er erstattet af de syv vigtige og smertelige begivenheder i Jomfru Marias liv: Simeons profeti, flugten til Egypten, den 12-årige Jesus forsvinder tre dage i templet, mødet med Jesus på vejen til Golgatha, Jesu korsfæstelse, Jesus legeme tages ned fra korset og Jesu gravlæggelse.
    Under Maria-åbenbaringerne i Kibeho, (se Ave Maria nummer 3, 2022, side 5), gav hun en af seerne missionen at genoplive denne andagt i verden. Denne seer rejste derfor vidt omkring for at lære mennesker denne andagt. Selv blev hun dræbt i borgerkrigen i Rwanda.


Sådan beder man rosenkransen.
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Indledningsbøn
Min Gud, jeg ofrer denne rosenkrans til din ære, så jeg kan ære din hellige Moder, den salige Jomfru, så jeg kan dele og meditere over hendes lidelser. Ydmygt beder jeg dig om at give mig sand anger for mine synder.
Fader Vor, 3 Hil dig, Maria, Ære være Faderen


1. Simeons profeti (Luk 2,25-35)
I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

    Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
    For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk:
    Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: "Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag."
Fader Vor, 7 Hil dig Maria, Ære være Faderen

2. Flugten til Ægypten (Matt 2,13-15)
Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: "Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel." Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: "Fra Egypten kaldte jeg min søn."
Fader Vor, 7 Hil dig Maria, Ære være Faderen

3. Den 12-årige Jesus forsvinder tre dage i templet (Luk 2, 41-50)
Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: "Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige." Men han sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?" Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem.
Fader Vor, 7 Hil dig Maria, Ære være Faderen

4. Mødet med Jesus på vejen til Golgatha (Luk 2,34-35)
"Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag."
Fader Vor, 7 Hil dig Maria, Ære være Faderen

5. Jesu korsfæstelse (Joh 19, 25-27)
Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: "Kvinde, dér er din søn." Derpå sagde han til disciplen: "Dér er din mor." Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.
Fader Vor, 7 Hil dig Maria, Ære være Faderen

6. Jesu legeme nedtages fra korset. (Joh 19,38-40)
Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; og det tillod Pilatus. Josef kom så og tog Jesu legeme ned. Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse.
Fader Vor, 7 Hil dig Maria, Ære være Faderen

7. Jesu gravlæggelse (Joh 19,41-42)
På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden.
Fader Vor, 7 Hil dig Maria, Ære være Faderen


Afslutningsbøn
Martyrernes Dronning, dit hjerte led så meget. Jeg beder dig at du ved alle de tårer, som du udgød i disse forfærdelige og sorgfulde timer, må give mig og alle syndere i hele verden den fuldkomne angers nådegave.  Amen.
O Maria, undfanget uden synd, bed for os. 3 gange.
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Amen

tirsdag den 28. maj 2019

Bønnen fra Fatima

Da Jomfru Maria viste sig for de tre hyrdebørn, Francisco, Jacinta og Lucia i Fatima i 1917, præsenterede hun sig som "Vor Frue af Rosenkransen". Hun indprentede børnene at de skulle bede rosenkransen hver dag og den 13. juli 1917 bad hun dem tilføje denne bøn efter hver dekade:

     Kære Jesus, tilgiv os vore synder! Bevar os fra helvedes ild!
     Før alle sjæle ind i Himlen, og hjælp især dem der trænger mest til din barmhjertighed.



Denne bøn blev godkendt i 1930.

Fra Ave Maria nummer 2. 2013

søndag den 26. maj 2019

Rosenkransens historie

    Rosenkransbønnen har sin oprindelse i traditionen med at bede et bestemt antal bønner. I klostrene bad de brødre der ikke var præster, Davids salmer - enten alle 150 eller 50 ad gangen. Hvis ikke de kunne læse, bad de det samme antal Fader vor.
    Da Ave Maria først vandt udbredelse som bøn omkring år 1200, brugte man kun den første halvdel der er taget fra Bibelen og består af engelens hilsen: Hil dig, Maria, fuld af nåde, Herren er med dig og Elisabeths ord: Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt. Her opstod også skikken med 50, 100 eller 150 Ave Maria'er som en populær andagtsform, og de kunne også være opdelt i grupper på ti (dekader).
     Den anden halvdel af bønnen, som vi kender den, fandt sin endelige form omkring 1514 og Ave Maria i den form, vi kender den i dag, blev optaget i det romerske breviar i 1568.

    I 1571 opfordrede pave Pius V alle kristne til at bede rosenkransen for sejr over tyrkerne. Det umulige skete, og den kristne flåde vandt over den overlegne tyrkiske i slaget ved Lepanto.
    Gennem tiderne har rosenkransen haft mange forskellige udformninger med forskelligt mange mysterier, og der eksisterer stadig mange variationer For eksempel Medjugorje-rosenkrans, rosenkrans til Jomfru Marias syv smerter og sr. Faustinas rosenkrans.




Dette er en forkortet og revideret udgave af kapitlet om 
rosenkransens historie fra bogen Rosenkransen, Katolsk Forlag 

lørdag den 1. december 2018

Bed rosenkransen i oktober


Pave Frans

Den Hellige Fader har besluttet at opfordre alle de troende i hele verden til at bede rosenkransen hver dag i oktober, der jo er rosenkransens måned. Derudover opfordrer han til at vi som Guds folk forener os i fællesskab og bod ved at bede den hellige Guds Moder og Ærkeenglen Michael for at beskytte Kirken fra Djævelen, som altid søger at splitte os fra Gud og hinanden.

    Paven opfordrer os altså til at afslutte rosenkransbønnen med den gamle Mariabøn Sub tuum præsidium, og Leo XIII's bøn til sankt Michael, ærkeenglen der beskytter os og hjælper i kampen mod ondskab (se Johannes' åbenbaring 12, 7-12).

     Paven opfordrer de troende i hele verden om at bede om, at den hellige Guds Moder må tage Kirken under sin beskyttende kappe for at bevare den mod angreb fra den onde, den store anklager, og på samme til gøre Kirken mere bevidst om den skyld, de vildfarelser, de fejl og de overgreb, som er blevet begået både nu og før i tiden og gøre den opsat på uden tøven at kæmpe for, at det onde ikke må sejre.


    Bønnen  "Sub tuum præsidium" lyder som følger:
Til din beskyttelse tager vi vor tilflugt, hellige Gudsmoder! Vend dig ikke bort fra os, når vi anråber dig i vor nød, men fri os altid ud af alle farer, du herlighedsfulde og velsignede Jomfru.
          (Bønnebogen s, 194)






     Leo XIIIs bøn om Ærkeengelen Michaels beskyttelse:
Hellige ærkeengel Mikael, forsvar os i striden, vær du vort værn mod djævelens ondskab og list. Ydmygt beder vi om, at Gud vil knægte ham.
Og du, himmelske hærfører: fordriv med guddommelig kraft Satan og de andre onde ånder, som til sjælenes ulykke strejfer omkring i verden, og kast dem i helvede.
Amen.                                                                    
(Bønnebogen s. 356)


Fra Ave Marias særnummer oktober 2018.
Kilde: vatican.va - 29. september 2018. 
Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen.

søndag den 1. marts 2015

Betragtning over rosenkransen

Pave Frans

Kære brødre og søstre,
I aften har vi sammen bedt rosenkransen; vi har genoplevet flere begivenheder på Jesu rejse sammen med vores mor, Maria, den der med en sikker hånd leder os til sin søn Jesus. I dag fejrer vi festen for Jomfru Marias besøg hos Elisabeth. Jeg vil gerne meditere over dette mysterium, som viser, hvordan Maria mødte livets udfordringer: med realisme, menneskelighed og aktivitet.
    Tre ord opsummerer Marias holdning: lytte, beslutte, handle. Det er ord, der viser os hvad vi skal gøre når vi står overfor det, Herren kræver af os her i livet: Lytte, beslutte, handle.

1. Lytte.
Hvorfor besøgte Maria sin slægtning Elisabeth? Guds engel havde sagt: "Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom" (Luk 1,36). Maria forstod at lytte til Gud. Det var ikke blot "at høre", men "at lytte", det vil sige ikke overfladisk, men med opmærksomhed, accept og åbenhed over for Gud.
    Maria lytter også til begivenhederne. Hun fortolker begivenhederne i sit liv, hun er opmærksom på virkeligheden og stopper ikke op ved overfladen, men går i dybden for at forstå betydningen. Hendes slægtning Elisabeth, der allerede er gammel, venter barn. Det er det, der sker, men Maria er opmærksom på betydningen af dette: "Intet er umuligt for Gud" (Luk 1,37).
    Dette gælder også i vores liv. Vi skal lytte til Gud, som taler til os, og lytte til vores daglige virkelighed, være opmærksomme på folk, på begivenheder, fordi Herren står ved døren og banker på på mange måder, Han giver os mulighed for at se det. Maria er den lyttende Mor, den der opmærksomt lytter til Gud og lige så opmærksomt lytter til begivenhederne i livet.

2. Beslutte
Maria levede ikke "hastigt", åndeløst, men som Lukas understreger, "gemte hun alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem" (jf. Luk 2,19-51).
    I det afgørende øjeblik ved englens bebudelse, spørger hun også: "Hvordan skal det gå til?" (Luk 1,34). Hun nøjes ikke med at overveje. Hun går et skridt videre. Hun beslutter. Hun lever ikke i hast, men "går med hast" når det er nødvendigt. Maria lader sig ikke trække med af begivenhederne; hun viger ikke af vejen for at træffe en beslutning. Og det både den grundlæggende beslutning, der ændrede hendes liv: "Jeg er Herrens tjenerinde" (jf. Luk 1,38), og de daglige beslutninger, rutinen, der også er fuld af mening. Episoden ved brylluppet i Kanar springer mig i øjnene (jf. Joh 2,1-11). Her ser vi realismen og menneskeligheden hos den praktiske Maria, som er opmærksom på begivenhederne og bemærker problemerne.
    Hun ser og forstår det unge ægtepars problemer. Hun tænker over det. Hun ved at Jesus kan gøre noget. Og hun beslutter sig for at bede sin søn gribe ind: "De har ikke mere vin" (Joh 2,3). Hun beslutter.
    Det er svært at træffe beslutninger. Vi har ofte en tendens til at udsætte det, til at lade andre bestemme. Ja ofte foretrækker vi at lade os lede af begivenhederne, at følge den herskende mode. Til tider ved vi hvad vi bør gøre, men vi har ikke mod til at gøre det, eller det forekommer os alt for vanskeligt at gå imod strømmen. I bebudelsen, ved besøgelsen og ved brylluppet i Kana går Maria mod strømmen.
    Maria går imod strømmen; hun lytter til Gud, hun reflekterer og søger at forstå virkeligheden og beslutter at overgive sig fuldstændig til Gud. Selv om hun er med barn, beslutter hun sig for at besøge sin ældre slægtning, og hun beslutter at betro sig til sin søn for at bevare glæden ved bryllupsfesten.

3. Handle
"Maria brød op og skyndte sig" (jf. Luk 1,39). På trods af de vanskeligheder og den kritik, hun ville møde på grund af sin beslutning om at tage af sted, kunne intet stoppe hende. Og hun "skyndte sig". I bøn, foran Gud, der taler, i overvejelser og meditation, er Maria ikke hastig, hun lader sig ikke rive med af øjeblikket, hun lader sig ikke lede af begivenhederne. Men når hun har indset hvad Gud beder hende om, hvad hun bør gøre, tøver hun ikke, men "skynder sig".
    Sankt Ambrosius siger: "Der er intet langsomt ved Helligånden" (Expos. Evang. sec. Lucam, II, 19. PL 15,1560). Marias handling var en konsekvens af hendes lydighed mod englens ord kombineret med velgørenhed. Hun tog til Elisabeth for at gøre sig nyttig. Hun forlod sit hjem, sig selv, af kærlighed. Hun medbragte det dyrebareste, hun havde: Jesus. Hun tog sin søn med.
    Nogen gange bliver vi ved det at lytte, at tænke over, hvad vi bør gøre. Ja, selv når vi har indset hvad vi bør gøre, skrider vi ikke til handling. Vi tør ikke sætte os selv på spil ved at "skynde os" til andre, for at bringe dem vores hjælp, vores forståelse, vores kærlighed; for ligesom Maria at bringe dem det dyrebareste vi har modtaget, Jesus og hans evangelium, i ord og frem for alt med vore handlingers håndgribelige vidnesbyrd.
    Maria, lyttende kvinde, åbn vore ører; lær os at lytte til din Søns ord blandt de tusindvis af ord i denne verden; giv, at vi kan lytte til den virkelighed, vi lever i, til enhver person, vi møder, især dem, der er fattige, i nød og i modgang.
    Maria, besluttende kvinde, oplys vort sind og vort hjerte, så vi uden tøven kan adlyde din Søn Jesus' ord; giv os mod til at beslutte ikke at lade os trække af sted, ikke at lade andre styre vores liv.
    Maria, handlingens kvinde, opnå, at vores hænder og fødder "skynder sig" til andre for at bringe dem din søn Jesus' barmhjertighed og kærlighed, for at bringe evangeliets lys til verden, som du gjorde.
    Amen.




Ved afslutningen af rosenkransens måned. Fredag 31. maj 2013
Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen efter:  www.vatican.va

søndag den 1. september 2013

Vor Frue af rosenkransen 7. oktober

    Grunden til at vi fejrer festen for vor Frue af rosenkransen den 7. oktober, og at oktober i det hele taget er kendt som rosnekransens måned, er historien om slaget ved Lepanto:
Den 7. oktober 1571, sejlede en kristen flåde, sammensat af skibe fra mange steder ud mod den tyrkiske flåde for at kæmpe om Cypern og i det hele taget om flådemagten i Middelhavet. Slaget fandt sted ved Lepanto i Middelhavet.
     Den kristne flåde var under ledelse af Don Juan af Østrig. Flåden var blevet organiseret og velsignet af pave Pius V. Inden flåden drog ud mod den frygtede tyrkiske flåde, bad alle rosenkransen sammen, og paven opfordrede også alle kristne til at bede rosenkransen dagligt for et heldigt udfald af slaget. Det utænkelige skete, og den kristne flåde vandt en overvældende sejr, hvor blandt andet ca. 12.000 kristne galejslaver blev befriet.
      Som en følge heraf blev den 7. oktober gjort til rosenkransens festdag.



mandag den 1. marts 2010

En historie om rosenkransen

Jim Castle var træt, da han gik ombord på flyet i Cincinnati i Ohio en sen aften i 1981. Den 45-årige kursuskonsulent havde haft en travl arbejdsuge med forretningsmøder og seminarer, og nu sank han lettet ned i sædet for at flyve hjem til Kansas City i Missouri.
    Efterhånden som flere passagerer kom til, fyldtes rummet af den summende lyd fra deres indbyrdes samtaler, blandet med lyden af bagage, der blev lagt på plads. Så pludselig faldt der ro over folk. Stilheden bredte sig op langs midtergangen som en usynlig kølvandsstribe efter en båd. Jim strakte hals for at se, hvad der foregik, og måbede af forbløffelse.
    To nonner klædt i enkle hvide dragter med blå kanter var på vej op ad midtergangen. Han genkendte straks den enes ansigt, hendes rynkede hud og varme intense blik. Det var et ansigt, han havde set i nyhedsudsendelser og på forsiden af nyhedsmagasinet Time.
    De to nonner standsede op, og da gik det op for Jim, at han skulle sidde ved siden af Moder Teresa! Mens de sidste passagerer fandt deres pladser, tog Moder Teresa og hendes ledsager deres rosenkranse frem. Jim bemærkede, at perlerne i hvert led havde deres egen farve.
    De enkelte led repræsenterede forskellige geografiske områder, fortalte Moder Teresa ham senere og tilføjede: ”Jeg beder for de fattige og døende på hvert kontinent.”
    Flyet kørte ud på startbanen, og de to kvinder begyndte at bede. Deres stemmer hørtes som en sagte mumlen. Selv om Jim betragtede sig selv som en ikke særlig troende katolik og hovedsagelig gik i kirke af gammel vane, begyndte han uden selv at forstå hvorfor at bede sammen med de to nonner. Netop som de havde udtalt de sidste ord i bønnen, var flyet nået op i den højde, hvor det fløj i normal marchhastighed. Moder Teresa vendte sig mod ham, og for første gang i sit liv forstod Jim, hvad folk mente med at sige om nogen, at de udstrålede en særlig aura.
    Da hun så på ham, blev han overvældet af en følelse af fred. Det var noget uhåndgribeligt, men ikke desto mindre lige så virkeligt, som når man mærker en varm sommerbrise.
    ”Unge mand,” spurgte hun, ”beder De ofte rosenkransen?"
    ”Nej, faktisk ikke,” indrømmede han.
    Hun tog hans hånd, mens hun så ham prøvende ind i øjnene. Så smilede hun.
    ”Det vil De gøre fra nu af,” sagde hun og lod sin rosenkrans falde ned i hans hånd.
    En time senere blev Jim hentet af sin kone Ruth i lufthavnen i Kansas City. ”Hvad i alverden skal det betyde?” spurgte hun, da hun bemærkede rosenkransen i hans hånd. De kyssede hinanden, og Jim fortalte om sit møde med Moder Teresa. På vejen hjem i bilen sagde han: ”Jeg følte det som om jeg var sammen med en sand Guds søster.”
    Ni måneder senere besøgte Jim og Ruth Connie, som de havde kendt i mange år.
    Connie betroede dem, at hun havde fået at vide, at hun havde kræft i æggestokkene. ”Lægen siger, at det er et alvorligt tilfælde,” sagde Connie, ”men jeg vil kæmpe for at blive rask. Jeg har ikke i sinde at give op.” Jim klappede hende på hånden. . Så stak han hånden ned i lommen og snoede blidt Moder Teresas rosenkrans om hendes fingre. Han fortalte hende historien og sagde: ”Behold den på dig, Connie. Det kan være, det hjælper.”
    Selv om Connie ikke var katolik, lukkede hendes hånd sig villigt om de små plasticperler. ”Tak,” hviskede hun. ”Jeg håber, jeg vil kunne give dig den tilbage.”    
    Der gik over et år, før Jim traf Connie igen. Denne gang strålede hendes ansigt af lykke. Hun skyndte sig hen til ham og rakte ham rosenkransen. ”Jeg havde den på mig hele året,” sagde hun. Jeg er blevet opereret og har også fået kemoterapi. For en måned siden var jeg til kontrol, og svulsten er forsvundet. Fuldstændig!” Hendes blik mødte Jims. ”Så vidste jeg, at tiden var inde til at give dig rosenkransen tilbage.”
    I efteråret 1987 blev Ruths søster Liz ramt af en alvorlig depression efter en skilsmisse. Hun spurgte Jim, om hun måtte låne rosenkransen, og da han sendte den til hende, hængte hun den op over hovedgærdet på sin seng i en lille fløjlspose. ”Om natten holdt jeg fast i den, holdt bare i bogstavelig forstand om den. Jeg var så ensom og bange,” fortæller hun, ”men når jeg greb fat i rosenkransen, var det som om jeg holdt en kærlig hånd i min.”
    Lidt efter lidt fik Liz styr på sit liv, og hun returnerede rosenkransen med posten. ”Andre kan få brug for den,” sagde hun.
    Så en aften i 1988 var der en fremmed, der ringede til Ruth. Hun havde hørt om rosenkransen af en nabo og spurgte, om hun kunne låne den til sin mor, der lå i koma på hospitalet. Familien håbede, at rosenkransen kunne hjælpe moderen til at dø i fred.
    Nogle få dage senere kom kvinden tilbage med rosenkransen. ”Sygeplejerskerne fortalte mig, at en patient i koma stadigvæk kan høre, hvad der bliver sagt,” sagde hun, ”så jeg forklarede mor, at jeg havde Moder Teresas rosenkrans, og at hun, når jeg gav hende den, roligt kunne give slip. Rosenkransen ville hjælpe hende, når den lå i hendes hånd. Straks så vi hendes ansigtstræk slappes. Rynkerne glattedes ud, og hun kom til at se så fredfyldt, så ung ud. Få minutter senere var hun død.”
    Kvinden trykkede Ruths hænder. ”Tak.”
    Er der en særlig kraft i disse uanselige perler? Eller er det den åndelig kraft i os selv, der bliver fornyet hos enhver, der låner denne rosenkrans? Det eneste, Jim ved, er, at folk bliver ved med at henvende sig, ofte helt uventet. Men når han låner rosenkransen ud, svarer han altid: ”Send den tilbage, når du ikke længere har brug for den. En anden kunne trænge til den.”
    Jims eget liv har også forandret sig, siden den dag han uventet mødte Moder Teresa i flyet. Da det gik op for ham, at Moder Teresa bærer rundt på alt, hvad hun ejer, i en lille taske, bestræbte han sig selv på at leve et enklere liv. ”Jeg prøver at huske på, hvad det er, der virkelig betyder noget – ikke penge eller materielle goder, men den måde, vi viser andre vores kærlighed på,” siger han.
Må Gud velsigne dig i rigt mål, må Guds Moder bede sin Søn om at overøse dig med nådegaver.
Hver gang vi giver afkald på noget, bliver vi rigeligt belønnet. Hver gang vi synder, får vi en chance til. Vi skal blot søge styrke i Guds nåde og stå fast i livets mange prøvelser!

Må Gud velsigne jer altid.




Kilde: http://douglawrence.wordpress.com/2008/08/21/a-true-rosary-story
  oversat af Torben Riis

mandag den 1. juni 2009

Barmhjertighedens rosenkrans

(Bedes hver dag kl. 15)

Korstegn.
Fader vor ...
Hil Dig, Maria ...
Trosbekendelsen (Jeg tror på ...)

På de store perler bedes:
Evige Far, vi frembærer for Dig din elskede Søns, Vor Herre Jesus Kristi Legeme og Blod, Sjæl og Guddommelighed for at sone vores synd, og hele verdens synd.

På de små perler:
For Hans smertefulde lidelses skyld hav barmhjertighed med os og med hele verden.

Til slut bedes tre gange:
Hellige Gud!
Hellige Almægtige Gud!
Hellige Udødelige Gud!
Hav barmhjertighed med os og hele verden.

Afsluttes med 3 gange:
Jesus, jeg har tillid til dig!


Hvis man ønsker at vide mere om Barmhjertighedens Rosenkrans og brugen af denne bøn, kan gratis hæfter hentes i de fleste katolske kirker.

onsdag den 27. maj 2009

søndag den 1. marts 2009

Som et barn.

Den hellige Bernadette af Lourdes

Når det bliver aften, og du skal i seng og sove – tag så rosenkransen i dine hænder, og bed den, indtil du falder i søvn. Gør som børnene, når de falder i søvn og siger med alt svagere stemme: ”Mor, mor…..”
Jungfru Maria, nr. 3/2008
oversat af Anne Balleby

lørdag den 1. september 2007

Rosenkransens måned

Benedikt XVI
Tale før angelusbønnen søndag 1. oktober 2006

Kære brødre og søstre! I dag den første dag i oktober vil jeg især tale om to ting der kendetegner Kirken i oktober: Rosenkransbønnen og indsatsen for missionen. Den 7. oktober fejrer vi vor Frue af Rosenkransen. Det er som om Guds Moder hvert år på ny opfordrer os til at genopdage skønheden i denne enkelte og dog så dybe bøn. Den afholdte pave Johannes Paul II var en stor forkæmper for rosenkransen: Vi kan stadig se for vort indre øje hvordan han knælede med rosenkransen i hænderne, helt fordybet i betragtningen af Kristus. Et forbillede han i sin apostoliske skrivelse Rosarium Virginis Mariae (Jomfru Marias Rosenkrans) opfordrede os til at følge. Rosenkransen er en kontemplativ, kristus-centreret bøn, der ikke kan skilles fra meditation over Evangeliet. Det er den kristnes bøn når han i Kristi efterfølgelse er draget ud på troens pilgrimsrejse, den rejse hvor Maria går foran ham. Kære brødre og søstre, i denne måned vil jeg opfordre jer til at bede rosenkransen, i familien, i fællesskaber og menigheder, for pavens anliggender, for Kirkens mission og for freden i verden.

Oktober er også missionsmåneden. Vi fejrer verdensmissionssøndagen i denne måned. Kirken er i sit væsen missionerende. "Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer" (Joh 20,21), sagde den opstandne Jesus til apostlene i nadversalen. Kirkens sendelse viderefører Kristi sendelse: At bringe alle mennesker Guds kærlighed og forkynde den i ord og i konkret næstekærlighed. Apostelen Paulus skrev: "Kristi kærlighed tvinger os" (2 Kor 5,14). Måtte enhver kristen gøre disse ord til sine egne og frydefuldt erfare sig selv som en modig og ydmyg kærlighedens missionær, der hvor Forsynet har anbragt ham, idet han tjener sin næste uden bagtanker og i bønnen finder kraft til glad og virksom næstekærlighed.
Oversat og bearbejdet af Charlotte Olden-Jørgensen

fredag den 1. december 2006

Rosenkranse med seks led

August Ziggelaar S.J.

I Erlingshofen, nær Eichstätt i Bayern, har sognekirken Mariæ Besøgelse en smuk træskulptur af Maria som rosenkransens dronning. Ganske passende er Maria omgivet af en krans af roser, en rosenkrans. Hvad der menes med roser, viser det kartouche, der hænger nederst: Ave Maria, bønnen Hil dig, Maria. Billederne på denne gentagne bøn, roserne, afveksler med afbildnin ger fra Jesu lidelse, ligesom bønnen Fadervor skiller rosenkransens led. Men når man ser nærmere til, lægger man mærke til forskelle fra den rosenkrans, vi kender og beder. At den ukendte kunstner har skåret fem roser ud til hvert led, kan måske forstås ved, at der ikke var plads til de ti Hil dig Maria, som vi beder i hvert led. Til hvert led er der en engel, der respektfuldt peger mod Vor Frue, og de er seks engle, ligesom der er seks led. Vi kender nu til dags til flere former for rosenkrans, men de plejer at have fem led. Sådan var der altså ikke endnu på dette billede fra årene 1670 til 1680.
     Vi har et andet eksemplar af en gammel rosenkrans, fra slutningen af det sekstende århundre de, nemlig den hellige Peter Canisius' egen rosenkrans. Hvert led har ti små perler til Hil dig, Maria, sådan som vi kender det den dag i dag, adskilt af større perler til Fadervor, men der er seks led.
Så den hellige Peter Canisius har ved sin rosenkrans 3 + 6 x 10 = 63 gange hilst Guds Moder med sit Hil dig, Maria. Hvorfor?
     Fra gammel tid har man antaget, at Maria var femten år gammel, da hun fødte Jesus. Man har også sluttet af Evangelie-beretningerne, at Jesus levede 33 år i sit jordiske liv her på Jorden. Men hvor længe levede Vor Frue på jorden efter Jesu Himmelfart og indtil sin egen optagelse i himlen? Den hellige Birgitta fra Vadstena har i sine Åbenbarelser mange enkeltheder, der ikke står i Evangeliet. I Åbenbarelsernes syvende bog, det 26. kapitel fortæller Guds Moder den hellige Birgitta, at hun levede på Jorden femten år efter Jesu Himmelfart. 15 + 33 + 15= 63.
     Dette forklarer, hvorfor rosenkransen stadig begynder med tre enkelte Hil dig, Maria. Tysk tradition, efterfulgt af katolikker i Danmark, har gjort disse tre Hil dig, Maria til bønner om de tre dyder, der har Gud til genstand og motiv: ... Jesus, som forøge vor tro ... som styrke vort håb ... som opflamme vor kærlighed.
Tre og tres Hil dig, Maria blev måske for meget. Man må have glemt forbindelsen med Marias leveår, da man skar det sidste led bort. Man kunne også forkorte rosenkransen ved at bede fem Hil dig, Maria for hvert led. Det er måske, hvad kunstneren i Erlingshofen har gjort. Kan han have bedt 6 x 5 = 30 Hil dig, Maria for at hilse Maria i de år, som hun havde levet uden Jesus?
     De tre, nu fire gange fem mysterier, må være kommet i brug efter at han man havde mistet forbindelsen med Marias leveår. Rosenkransen blev mere en bøn om Jesu livs mysterier end om Marias leveår.

fredag den 1. september 2006

Rosenkransen - vestkirkens Jesusbøn

Andreas Heinz

Måske er der nogen der undrer sig over titlen. "Rosenkransen - vestkirkens Jesusbøn". Er rosenkransen ikke en bøn til Marias ære? Johannes Paul IIs rundskrivelse om rosenkransen hedder jo også: "Rosarium Virginis Mariae". Men netop dette pavelige dokument gør det Kristocentriske og kristologiske indhold i rosenkransen klart. Kort og træffende står der: "At bede rosenkransen er faktisk ikke andet end at betragte Kristi ansigt sammen med Maria" (nr 3).
     Naturligvis er der stadig mange der betragter rosenkransen som en Mariabøn, og protestanter finder den en smule suspekt og ser i dens lange rækker af gentagne Hil dig, Maria'er en "typisk katolsk" overvurdering af Maria. I den tyske "Gotteslob" står rosenkransen under Mariabønner, medens den østkirkelige Jesusbøn står i afsnittet om bønner til Jesus. Forfatteren håber at den nye udgave der snart udkommer, vil lave om på dette, for også rosenkransen er Jesusbøn.

Østkirkens Jesusbøn
Den der kender den østkirkelige liturgi, behøver man ikke at forklare hvad Jesusbønnen er. Det drejer sig om en enkelt bøn, et udvidet Kyrie-råb. Den der beder Jesusbønnen gentager igen og igen: "Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig" eller "Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig synder". Østkirkens munke der har århundredelang erfaring med denne bøn anbefaler at man lader hele kroppen virke med i bønnen. Efterhånden tilpasser bønnen sig åndedrættets rytme. Når man ånder ind beder man: "Herre Jesus Kristus, Guds Søn," og under udåndingen: "forbarm dig over mig, synder".
     Jesusbønnen hører til østkirkens skatte. Den der en gang har vandret fra kloster til kloster på det hellige bjerg Athos, har garanteret set munke sidde hensunket i bøn, halvhøjt mumlende hen for sig, medens de lod en bønskæde glide gennem fingrene.
     Denne evige påkaldelse af Jesu navn, fører den bedende ind i Hans nærvær. Og dette nærvær har konsekvenser, det fører til, som Paulus udtrykker det: "" (Phil 2,5).
     "En russisk pilgrims beretninger" (1883) har gjort Jesusbønnen kendt i store dele af vesten. Det er ikke forkert at vi vesterlandske kristne lader os berige af vor ortodokse søsterkirker, men bekendtskabet med østkirkens Jesusbøn kan og skal også åbne vore øjne for vor egen spirituelle tradition. Vi har jo i rosenkransen en parallel til Jesusbønnen, også selv om det ikke ser sådan ud ved første øjekast.

Ave Maria - Maria-hilsen og Kristus-pris
Grundlæggende set består rosenkransen af to elementer, nemlig Ave Maria der hele tiden gentages, og mysterierne, der er taget fra Jesu liv og frelseshistorie. Disse mysterier er en uundværlig del af rosenkransbønnen.
     Lad os se lidt nærmere på begge disse elementer, især det stadigt gentagne "Ave Maria" synes at modsige teorien om rosenkransen som Jesusbøn. Her må vi imidlertid se lidt nærmere på denne bøn. Den er naturligvis ikke faldet ned fra himlen i færdig skikkelse, den består af en kombination af to bibelvers: Englen Gabriels hilsen til Maria (Luk 1,28) og Elisabeths hilsen til sin Herres Moder (Luk 1,42). Bønnen har endvidere en lang tradition både indenfor og udenfor liturgien. For vor forståelse af Ave Maria som Jesusbøn er det vigtigt at holde fast i dette bibelske og liturgiske udgangspunkt. Bønnens anvendelse i liturgien på Maria bebudelsesdag og i adventstiden understreger dens forbundethed med frelseshistorien. Hvert Ave Maria erindrer os om den frelsens stund hvor Logos - Ordet - blev kød og tog bolig iblandt os. Ave Maria begynder med en hilsen til Maria, men den bliver ikke stående ved Moderen, den går videre og når sit højdepunkt i hendes livs velsignede frugt. Allerede det stadigt gentagne Ave Maria er altså Jesusbøn. Så ofte som den bedende på en af rosenkransens perler beder sit "Hil dig, Maria," hilser han ikke kun Maria, men også hver gang Jesus Kristus, hendes livs frugt.
     Endnu mere klart står rosenkransen for os som Jesusbøn, når vi medinddrager hemmelighederne - de indskud der lader os betragte forskellige scener fra Jesu liv.
     Den ældste kendte rosenkrans der kombinerer disse to elementer, findes i en cistercienserindes bønnebog fra ca. 1300. I denne bønnebog fra klosteret Sankt Thomas an der Kyll, findes en urform af vores rosenkrans med ikke mindre end 100 hemmeligheder der gennemgår frelseshistorien fra jordens skabelse til Jesu genkomst i herlighed. Det hele beskrives som en taksigelse for menneskevordelsens nåderige gaver. Det er altså hvad der er og var den egentlige intention med rosenkransen. At være taksigelse for inkarnationens velgerninger imod os.
     Denne form for bøn - med hundrede hemmeligheder - kræver imidlertid at man kan læse og skrive, så rosenkransen med meditation over Jesu liv blev først populær da der indenfor dominikanerordenen opstod rosenkransbroderskaber der forpligtede sig til at bede tre rosenkranse om ugen. I dette miljø udkrystalliserede de mysterier, vi kender, sig.

Rosenkrans og Jesusbøn
Måske er den bedste måde at komme til klarhed over de to bønsformer at betragte lighederne og forskellene mellem dem: I den østlige Jesusbøn er det som om den der beder, gennem den stadige gentagelse af den samme Jesus-påkaldelse, skuer ind i den forklarede Herres lysende, hvide lys. Ved rosenkransbønnen, vestens Jesusbøn, skue vi ind i det samme Jesuslys, men her er lyset ligesom spredt ud i hemmelighedernes regnbuefarver. I Johannes Paul IIs skrivelse om rosenkransen tager han det samme tema op og siger: "Det er enhver af Jesu disciples opgave og dermed også vor opgave at fæstne sine øjne på Jesu ansigt og deri se mysteriet i Hans almindelige og smertefulde vej af Hans menneskehed, indtil vi deri ser den guddommelige gnist der endegyldigt er åbenbaret i den Opstandnes herlighed ved Faderens højre" (Rosarium Virginis Mariae, 9).
     For igen at citere den afdøde pave er rosenkransbøn i grunden intet andet end at "betragte Jesu ansigt sammen med Maria". Dette er i grunden begge bønners intention, de komplementerer hinanden, fordi de dybest set har en hel del til fælles. Den kendte ekseget Heinz Schürmann (+ 1999) har ret når han i sin bog Rosenkranz und Jesusgebet. Anleitung zum inneren Beten peger på disse fællestræks store økumeniske betydning og siger: "Hvis disse to søskende (rosenkransen og Jesusbønnen) ville finde lige stor indfødsret i øst- og vestkirken, ville det være et stort skridt på vejen til Kirkens fulde enhed."

 Foredrag i anledning af 20 års-jubilæum for Pro Oriente i Salzburg – oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

FAKTA-BOKS: Rosenkransens historie

Rosenkransbønnen har sin oprindelse i ørkenfædrenes tradition med at bede et bestemt antal bønner, gerne hundrede eller flere om dagen. Senere blev det skik i klostrene at de brødre der ikke var præster, bad Davids salmer - enten alle 150 eller 50 ad gangen. Hvis ikke de kunne læse, bad de det samme antal Fader vor. Det er også derfra det gamle danske ord Paternosterbånd stammer.
      Da Ave Maria blev taget op som en bøn omkring 1200, kendte man kun den første halvdel der er taget fra Bibelen og består af englens hilsen: "Hil dig, Maria, fuld af nåde, Herren er med dig" og Elisabeths ord: "Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt". I begyndelsen blev den brugt som en hilsen på samme måde som det trefoldige Hellig. Navnet "Jesus" tilføjedes i løbet af det 13. århundrede. Den anden halvdel af bønnen, som vi kender den, udkrystalliseredes omkring 1514 og blev i 1568 optaget i det romerske breviar.
      I løbet af det 14. og 15. århundrede tilføjede folk deres egne bønner efter "Jesus". Gennem tiderne har rosenkransen haft mange forskellige udformninger med forskelligt antal mysterier, og der eksisterer stadig mange variationer For eksempel Medjugorje-rosenkrans, rosenkrans til Jomfru Marias syv smerter og sr. Faustinas rosenkrans.
      Den almindelige rosenkrans var i 1500-tallet en "hel" rosenkrans med 15 led adskilt af 15 større perler altså med et led for hver af de 15 mysterier, vi også kender i dag. Den indledtes med et vedhæng af et kors, 3 små og 1 større perle. Af denne rosenkrans udvikledes så den, de fleste kender i dag med 5 led adskilt af 5 større perler og den samme indledning.